Analyse: Man kan vide sig 100 procent sikker på, at ethvert opslag fra et dansk medie på sociale medier med en artikel, der omhandler angreb på jøder, vil medføre et afsindigt hadefuldt kommentarspor.

Terrorangrebet mod jøder på Bondi Beach er selvfølgelig ingen undtagelse. Et hurtigt kig på B.T.’s egen Facebook, hvor der de seneste dage har været opslag om begravelserne i Sydney, illustrerer på bedste vis, hvor stort et problem vi har i Danmark.

Udover de sædvanlige grine-smileys, når jøder bliver massakreret, finder man kommentarer som: »Rabbineren var en trofast supporter af folkemord i Gaza. Ingen tårer herfra.«

»Forfærdeligt, som zionister myrder deres egne for at få sympati verden over,« og »False flag. Det var ikke to islamister, men to jøder, der udførte udåden,« lyder en tredje. I andre kommentarer ser man kun en emoji af det palæstinensiske flag. 

Udover rendyrket antisemitisme og konspirationer er kommentarsporene også spækket med trivialisering og whataboutism, primært om hvorfor angrebet i Sydney ikke var så slemt, når man sammenligner med Gaza eller med terrorangrebet mod muslimer i Christchurch. Og hvorfor det, Israel gør, er langt værre.

Kommentarer efterladt af samme mennesker, der ser rødt, når man forklarer, at den humanitære situation i Gaza blegner i forhold til Sudan. Man må gerne trivialisere terrorangreb på jøder, men man må ikke sammenligne to krige med hinanden.

Den totale mangel på empati, kynisme og had i kommentarsporene er ikke overraskende. I to år i træk har Hamas-sympatisører demonstreret uge efter uge i Danmark og efterladt sig et spor af terrorgruppens klistermærker og merchandise i gaderne.

I mange tilfælde har demonstranterne åbent gået med Hamas-flag og bandana og råbt på en globalisering af intifadaen. 

»Død over IDF« har været det dominerende slagord i det sidste halve år. Altså en opfordring til massemord mod alle, der tjener i det israelske militær – inklusive kvinder, muslimer, kristne, beduiner og handicappede.

Hamas har våbenlagre i Danmark, deres folk har bopæl i Danmark, og indsamlinger under dække af nødhjælp til Gaza ser ud til at være gået til Hamas.

Og for lige at slå fast over for dem, der stadig ikke forstår, hvorfor støtte til Hamas er en direkte trussel mod jøder: Vi ved, at Hamas forsøger at angribe jødiske mål i Europa. Noget, der dårligt kan overraske, hvis man har gidet lytte til, hvordan Hamas’ folk har omtalt jøder i de sidste mange år.

Journalister, inklusive mig selv, bliver truet på livet for vores dækning af terrorsympatien i pro-palæstinensiske bevægelser og Israel-Hamas-krigen. Når jeg holder foredrag i Danmark, er politiet ofte massivt til stede. Når jøder mødes i det offentlige rum, er sikkerheden ti gange større.

Der allermest alarmerende er, i hvor stor grad terrorangrebet 7. oktober 2023 mod Israel er blevet hyldet i Danmark - både online og senest i Odense, hvor et stort palæstinensisk flag med skriften »7. oktober« ledte en demonstration. 

Når ekstremister ser, hvor meget smerte et terrorangreb som Bondi Beach efterlader i det jødiske samfund, giver det blod på tanden og øger risikoen for copycat-angreb. 

Det er med et trist sind, at jeg forudser et eller flere terrorangreb mod jøder i Danmark i de kommende år. Det er ikke et forsøg på at skabe frygt. Det er en konstatering af virkeligheden.

Skriften har været på væggen i to år. Det vil være et mirakel, hvis danske jøder slipper uskadt igennem denne periode, der mest af alt minder om 1930’ernes Tyskland.

Men det sidste, man skal gøre oven på sådan en realisering, er at gemme sig. Man skal gøre det præcis modsatte. Når vi lever i frygt og underkaster os voldsmanden, har vi tabt.