ANALYSE: Israel går til valg om knap to måneder, og emnet, der helt som forventet dominerer valgkampen, er massakren  7. oktober.

Det værste og mest makabre angreb i Israels historie har efterladt et åbent sår i det israelske samfund. Titusindvis af mennesker mistede deres forældre, søskende, bedsteforældre, fætre, kusiner, kollegaer, og venner i den blodrus, der ramte civile langs Gazagrænsen.

Og selvom Hamas er stærkt svækket i Gaza, har israelerne endnu ikke fået svar på det altoverskyggende spørgsmål: Hvordan kunne et land med et af verdens stærkeste militærer og nogle af verdens mest avancerede efterretningstjenester ikke forhindre angrebet?

Premierminister Netanyahu har i den seneste uge gjort alt i sin magt for endnu en gang at fralægge sig ansvaret for 7. oktober. 

I flere interviews gjorde han det klart, at hvis sikkerhedscheferne bare havde vækket ham i tide den morgen, ville han have mobiliseret hele militæret og sørget for at forhindre terroristerne i at udføre massakrerne.

Hans kone, Sara Netanyahu, gik så langt som til at insinuere, at Yair Golan, lederen af oppositionspartiet Demokraterne, lå inde med viden om det forestående angreb om morgenen den 7. oktober. 

Derfor, påstod hun, var han så hurtig til at trække i uniform og køre ned mod Nova-musikfestivalen, hvor han hjalp med at redde civile fra terrorangrebet.

For dem, der kender Netanyahu-familiens løgne og konspirationer, er der intet overraskende ved denne anklage. 

Tværtimod. Det er heller ikke overraskende, at Netanyahu selv mener, at stort set hele ansvaret for ikke at have forhindret den 7. oktober ligger hos militæret og efterretningstjenesterne.

Ikke hos ham, der har været premierminister i stort set alle de år, Hamas har været ved magten i Gaza.

I denne uge blev Netanyahu nødsaget til at offentliggøre sin kalender fra morgenen den 7. oktober, efter at det israelske medie KAN kunne afsløre, at Netanyahu først talte i telefon med IDF-chefen Herzi Halevi kl. 09.45.

Altså mere end tre timer efter, at han var blevet vækket.

Det bør få alle alarmklokker til at ringe. I hvilken verden vælger en premierminister først at tage kontakt til den vigtigste mand i felten mere end tre timer efter, at en katastrofe som massakren den 7. oktober er begyndt at udspille sig?

Det er blot ét af en endeløs række spørgsmål, som alle israelere stiller sig i disse dage. For valget den 27. oktober er i virkeligheden et valg om den skæbnesvangre dag. 

Kan Netanyahu-regeringen tilgives for ikke at have forhindret massakren? Har han ret i, at inkompetencen hos efterretningstjenesterne og IDF langt overskygger hans egen?

Eller ender israelerne med at sende ham og resten af regeringen ud på røv og albuer?

Netanyahus stærkeste kort er i virkeligheden, at hans regering har nægtet at nedsætte en undersøgelseskommission, der kan gennemgå alle notater og dokumenter for at finde hoved og hale i, hvem der taler sandt.

Uden den er det ord mod ord. Taler Netanyahu sandt, eller lyver han lodret? Og hvad med Gadi Eisenkot, hans primære rival i valgkampen, der var en del af hans krigskabinet i tiden efter den 7. oktober – er der hold i det, han siger?

Tågen af løgne, konspirationer, forvirring og modsatrettede fortællinger om krigen efterlader israelerne alene med deres egen intuition. At tro på Netanyahu eller ej. 

Men det er indiskutabelt, at israelerne fortjener en dag at få en omfattende rapport fra en undersøgelseskommission, der kan fortælle dem præcis, hvad der skete den 7. oktober – både i tiden op til, på selve dagen og i krigen efter.