Sent tirsdag eftermiddag beordrede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, landets militær til at udføre angreb i Gaza.

Angreb, der skal være »kraftige« og udføres »straks«.

Ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, er ordren ikke nødvendigvis enden på våbenhvilen mellem Israel og Hamas, »men snarere en lussing til Hamas, der gentagne gange de sidste par dage har brudt våbenhvilen«.

»For få timer siden kom israelske soldater under angreb endnu engang i byen Rafah,« forklarer han.

En israelsk militærkilde bekræfter ligeledes til B.T., at angrebene sker som konsekvens af, at Hamas igen har udført et angreb mod Israels militær.

»Dette er endnu en åbenlys overtrædelse af våbenhvilen,« lyder det.

Tidligere torsdag beskyldte premierministeren Hamas for at udlevere jordiske rester, som ikke tilhører et af de fortsat savnede gidsler.

I stedet skulle det komme fra et gidsel, hvis lig blev fundet af israelske styrker for to år siden i en militær operation.

Og det er noget, som ifølge den israelske militærkilde betyder, at Hamas »har vist deres sande ansigt« og understreger, at Hamas »lader som om, de ikke ved, hvor de resterende gidsler befinder sig«.

»Hamas viser igen og igen, at de ikke respekterer hverken ligene af gidslerne eller de regler, våbenhvilen foreskriver,« siger Jotam Confino og fortsætter:

»Derfor har Israel ikke noget andet valg end at svare hårdt igen. Det er det eneste sprog, Hamas forstår. Selvom det ikke nødvendig er enden på våbenhvilen ser det virkelig sort ud lige nu.«