ANALYSE: Donald Trump har endnu engang afblæst et militærangreb mod Iran i 11. time. Denne gang skyldes det, at Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater bad Trump om at give forhandlingerne med Iran endnu en chance, da de mente, at en aftale er inden for rækkevidde.

Det amerikanske medie Axios afslørede senere, at de tre Golfstater advarede Trump om, at det er dem, der kommer til at betale prisen for en ny krig med Iran.

Her mener landene angreb på deres olie- og energiinfrastruktur, som Iran systematisk gik efter under den seneste krig.

Golfstaternes appel til Trump illustrerer dog præcis, hvad der betyder mest for dem, og hvordan de anskuer det geopolitiske spil. 

I stedet for at stå skulder ved skulder med USA og Israel og give fuld opbakning til at gøre arbejdet færdigt i Iran, er man langt mere bekymret for de økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser af en ny krig.

Modsat Israel, der siden statens fødsel i 1948 har været fuldt bevidst om, at frihed og sikkerhed kommer med en høj pris, har krigen med Iran været et massivt wake-up call for Golfstaterne.

Både Saudi-Arabien og Emiraterne mærkede konsekvenserne af krigen mod Houthi-terroristerne i Yemen, men Iran er i en helt anden liga. 

Det har tilsyneladende skræmt dem i så høj grad, at man hellere vil leve med regimet i Teheran end risikere endnu en regional krig.

Under krigen bombarderede Iran dagligt civile mål og energiinfrastruktur i Golfen. Først efter krigen afslørede New York Times, at Saudi-Arabien og Emiraterne faktisk angreb Iran, men det er stadig uklart, hvor omfattende og hyppige modangrebene var.

Ingen af landene har offentligt villet stå ved det. Krigen udstillede samtidig, hvor sårbare Golfstaterne reelt er. 

Verdens stærkeste militær — USA’s — og Mellemøstens stærkeste militær — Israels — bombarderede det iranske regime sønder og sammen, mens Golfstaterne stort set stod på sidelinjen og modtog daglige missiler og droner.

Magtbalancen blev dermed tydelig: Iran kunne terrorisere de ultrarige Golfstater uden for alvor at blive modangrebet.

At Golfstaterne nu har overtalt Trump til at afblæse nye angreb mod Iran af frygt for konsekvenserne viser samtidig, hvor kortsigtet deres strategiske tænkning er.

Så længe Iran undlader at ramme deres energiinfrastruktur, virker man villig til at acceptere en aftale, der i praksis betyder, at regimet i Teheran overlever.

Krigen har dog også fået Golfstaterne til at indse, hvor farligt afhængige de er af Hormuzstrædet.

Emiraterne har derfor besluttet at accelerere etableringen af nye olierørledninger fra Habshan nær Abu Dhabi til Fujairah ved Omanbugten.

Den 380 kilometer lange rute skal stå færdig i 2027 og forventes at kunne fordoble Emiraternes olieeksport uden om Hormuzstrædet, som har været blokeret i knapt tre måneder efter krigen mellem Iran, USA og Israel.

Målet er klart: Olieeksporten må aldrig igen kunne holdes som gidsel i Hormuzstrædet.

Saudi-Arabien har samtidig øget olieeksporten gennem sin øst-vestgående rørledning fra Abqaiq nær den Persiske Golf til Yanbu ved Det Røde Hav.

Man har allerede formået at eksportere syv millioner tønder olie dagligt via rørledningen og dermed omgå Hormuzstrædet. 

Både Riyadh og Abu Dhabi har altså erkendt, at det er uholdbart, at regimet i Iran med ét kan true deres olieeksport.

Men hvis regimet i Iran består, er det et spørgsmål om tid før endnu en regional krig bryder ud. Og nye olierørledninger vil dermed kun blive et plaster på såret.