ANALYSE: Det er ganske få dage siden, at præsident Trump annoncerede, at en aftale med Iran mere eller mindre var på plads.

Men som altid var Trump for hurtig på aftrækkeren i sin iver efter at få lagt konflikten med Iran bag sig og lave en bedre atomaftale med regimet end den, Obama indgik i 2015.

Tidligere på ugen angreb det amerikanske militær iranske både, der lagde miner i Hormuzstrædet, samt missilarsenaler i Iran.

Natten til torsdag udførte USA endnu et angreb mod Iran, der ifølge Reuters også var målrettet iranske missiler. Iranske medier meldte om eksplosioner i havnebyen Bandar Abbas, der ligger ud til Hormuzstrædet.

Iran svarede som forventet igen og udførte en række missil- og droneangreb der angiveligt var rettet mod en amerikansk militærbase i Kuwait.

På mindre end en uge er vi altså gået fra, at verdens medier stod klar til at dække annonceringen af en aftale mellem USA og Iran, til at begge lande nu åbent angriber hinanden igen. 

Det er i skrivende stund uvist om de iranske missil og droneangreb har ramt den amerikanske militærbase, men uanset hvad sætter det Trump i en penibel situation. 

Svarer man ikke igen, signalerer man til Iran, at grænsen for, hvad de kan tillade sig uden konsekvenser, endnu engang har flyttet sig.

Alt imens forhandlingerne fortsætter, bliver det mere og mere klart, at der næppe bliver indgået en omfattende aftale inden for den nærmeste fremtid.

Iran har formået at implementere en salamimetode, hvor blokaden af Hormuzstrædet og en reel afslutning på krigen bliver forhandlet først. Derefter vil man indgå i mere detaljerede forhandlinger om Irans atomprogram, sanktioner osv. 

Man deler altså problemerne og forhandlingerne op for at trække tiden. Det giver Iran mulighed for at genopbygge produktionen af droner og missiler, selvom det er uklart præcis, hvor meget af deres produktionskapacitet der ligger i ruiner.

Spørger man Israel og USA, er kapaciteten mere eller mindre destrueret. Sandheden er nok, at man fra Irans side stadig har et es eller to i ærmet i form af missiler og produktionskapacitet, som er gemt dybt under jorden.

Det ændrer dog ikke på, at Iran er stærkt svækket militært. En ny krig mod USA og Israel ville være et mareridt for regimet. 

Iran forsøger derfor at ramme den perfekte balance i forhandlingerne, hvor man stille og roligt giver flere og flere indrømmelser, men helst i et meget sløvt tempo og samtidig advarer USA om, at man stadig kan gøre livet surt for dem ved at angribe skibe i Hormuzstrædet og amerikanske militærbaser i Golfen.

At Trump endnu ikke har mistet tålmodigheden fuldstændig, er et mirakel. Men det viser samtidig, i hvor høj grad han ønsker at undgå en ny krig.

Iran er dog ikke langt fra at tvinge Trump til at genstarte krigen. Han skal nok overleve en ny krig. Det er til gengæld meget uvist, om regimet vil.