ANALYSE: I dag mødes Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, med USA's præsident, Donald Trump, for ottende gang, siden sidstnævnte overtog embedet i januar 2025.

Som altid er det Netanyahu, der får mest ud af mødet. 

Hvert besøg i USA giver den 76-årige premierminister gratis PR, som han på bedste Netanyahu-manér formår at udnytte indenrigspolitisk – især nu, hvor Israel er på vej mod valget til efteråret.

Et af Netanyahus mange kampagnebudskaber er, at han er den eneste politiker i Israel, der både har et tæt forhold til Trump og samtidig kan sige nej til verdens supermagt.

Det første er der noget sandhed i. 

For der er meget få – hvis nogen – ledere i verden, der har lige så stor adgang til Trump og Det Hvide Hus. Det er med andre ord ikke alle, der får lov til at komme så ofte på statsbesøg og få Trumps udelte opmærksomhed.

Når det kommer til at skulle sige »nej« til Trump og USA, klarer Netanyahu sig dog ikke ret godt for nu at sige det mildt.

Kun få gange har Netanyahu handlet i modstrid med Trumps ønsker. Her kan blandt andet nævnes, da Israel sendte kampfly mod Iran i kølvandet på den første våbenhvile, der blev indgået mellem de to fjender i juni sidste år. 

Det fik Trump til at fråde af raseri og beordre Netanyahu til at stoppe angrebet. 

Netanyahu gik også imod Trumps linje, da Israel forsøgte at likvidere Hamas' lederskab i Qatar i September sidste år, samtidig med at USA var ved at forhandle en våbenhvile på plads med terrorgruppen.

Men generelt har Netanyahu danset efter Trumps pibe. Han sagde modvilligt ja til at indgå en aftale med Hamas, der på papiret vil se Det Palæstinensiske Selvstyre overtage styringen med Gaza, hvis en række krav bliver opfyldt.

Netanyahu stoppede med at angribe Iran i de to krige, Israel har været involveret i siden juni sidste år, efter ordre fra Trump. I Libanon har Israel skruet voldsomt ned for angrebene mod Hizbollah, selv om terrorgruppen nægter at afvæbne stik imod alle aftaler, der er indgået siden 2006.

Og Netanyahu har sagt ja til at indgå et »pilotprogram«, hvor IDF stille og roligt trækker sig fra specifikke zoner og tillader det libanesiske militær at overtage kontrollen.

Ovenstående er eksempler på en række upopulære beslutninger, Netanyahu har måttet træffe som betaling for alt det, han til gengæld har fået fra Trump.

Her kan bla. nævnes: to krige mod Iran, amerikanske sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol, som har udstedt arrestordrer på Netanyahu, samt en amerikansk accept af, at IDF stille og roligt erobrer mere territorium i Gaza, og at IDF permanent er til stede i det sydlige Syrien.

Under dagens møde er det dog endnu en gang Iran, der står øverst på listen over emner, som skal diskuteres. Ifølge israelske medier planlægger Netanyahu at præsentere Trump for nye efterretninger om Irans forsøg på at genopbygge sit atomprogram og militær.

Netanyahu vil altså forsøge at overbevise Trump om at genoptage de militære angreb, som han pludselig satte en stopper for i weekenden, for at give forhandlingerne med regimet endnu en chance.

Israelerne er nemlig stærkt utilfredse med, at krigen blev stoppet præmaturt, inden de mål, man havde sat sig, blev opfyldt.

Stod det til Netanyahu, gik både USA og Israel tilbage til en regulær krig for at afslutte det, de startede.

Dagens møde bliver med andre ord et af de vigtigste i Netanyahus karriere, da der er utrolig meget på spil. Det er med al sandsynlighed sidste gang, han får lov til at sidde over for Trump i Det Hvide Hus og præsentere ham for sin vision om Iran, inden valget i Israel den 27. oktober.

Lykkes det Netanyahu at overbevise Trump om at genoptage den fulde krig, vil det potentielt give ham det boost, han har brug for for at vinde valget. 

Mislykkes det, og ender USA og Iran med at indgå endnu en aftale, kan det blive enden på Netanyahus politiske karriere.