Både Israels præsident og det israelske militær har fordømt endnu en bølge af bosættervold på Vestbredden, der efterlod fire palæstinensere sårede og 10 biler og en fabrik nedbrændt.
Angrebene, der fandt sted tirsdag i områderne mellem Nablus og Tulkarem, to højborge for terrorister, var igen målrettet civile palæstinensere og gik også ud over israelske soldater.
'Uacceptabelt', 'farligt', 'voldeligt' og 'chokerende' var nogle af de ord, præsident Herzog og det israelske militær, IDF, brugte til at beskrive angrebene. Men hvis der er noget, det ikke er, er det chokerende.
Ifølge IDFs egne data har 700 bosætterangreb fundet sted på Vestbredden i 2025. Og selvom angrebene er eksploderet siden terrormassakren den 7. oktober, er det langt fra et nyt fænomen.
Faktisk har en lille, men ikke ubetydelig mængde ekstreme bosættere i årevis angrebet civile palæstinensere, deres boliger, biler, marker og senest også lam.
Angreben er så alvorlige, at de kun kan betegnes som terror, hvilket IDF selv tidligere har omtalt det som.
Militæret forsøger som altid at fralægge sig ansvar og virker chokerede over, hvordan de primært unge, mandlige bosættere kan finde på at begå så voldsomme angreb.
Det kan de af to meget simple årsager. For det første tillader IDF det. Israelske soldater er blevet filmet utallige gange de sidste mange år i situationer, hvor de vitterligt står og kigger på bosættere, der angriber civile palæstinensere.
Jeg husker tydeligt, da hundredvis af bosættere i februar 2023 annoncerede på sociale medier, at de ville marchere mod landsbyen Huwara for at straffe palæstinenserne for et terrorangreb, der slog to civile israelere ihjel.
Militæret havde mange timer til at gøre klar til at stoppe det forventelige angreb, men intet blev gjort. Nedbrændingen af dusinvis af hjem og biler stod på i timevis, inden israelske soldater fik stoppet angrebet. I mellemtiden blev en palæstinensisk mand dræbt.
Alt for ofte slipper gerningsmændene afsted uden at blive arresteret eller dømt.
Den anden og måske endnu vigtigere grund er, at der i den nuværende israelske regering sidder flere ministre, der støtter bosættervolden. Enten indirekte ved at tie stille om angrebene eller direkte ved at give dem den fornødne opbakning i form af vanvidsudtalelser.
Men voldsspiralen ender som en boomerang i hovedet på israelerne. Én ting er, at det for et demokratisk land er fuldstændig uacceptabelt, at en lille gruppe kriminelle får lov at udøve alvorlig vold mod uskyldige mennesker, uden at det har konsekvenser.
For hvert angreb, bosætterne begår, bliver det lettere for Hamas og Islamisk Jihad at hverve nye, unge medlemmer. Man fodrer vitterligt terrorgrupperne med grunde til at hade israelere.
»Håndtering af dette fænomen kræver en fælles indsats fra alle grene af staten Israel: uddannelse, velfærd, retshåndhævelse og disciplinære foranstaltninger,« lød det tirsdag fra lederen af IDFs centralkommando, Avi Bluth.
Mere præcist kan det ikke siges. Det vil dog med al sandsynlighed som minimum kræve en ny regering, før en sådan indsats bliver prioriteret.
