ANALYSE: Dem, der havde regnet med, at freden ville sænke sig over Gaza, efter våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådte i kraft i sidste uge, er blevet slemt skuffede.
Som forventet har Hamas udnyttet det israelske militærs tilbagetrækning fra store dele af Gaza til at gøre regnskaber op.
Bevæbnede og maskerede Hamas-folk blev allerede sendt på gaden i Gaza By samme dag, våbenhvilen trådte i kraft. Og kort tid efter indledte Hamas en klapjagt på Dogmush-klanen, en af de ældste familier i Gaza.
Anklagen? Medlemmer af klanen er »kollaboratører« (med Israel). Et mærkat Hamas smider på mange af dem, der åbent udfordrer deres autoritet. Syv medlemmer af klanen blev henrettet på åben gade ved højlys dag i Gaza By, ifølge min kilde fra Gaza. Andre medier har rapporteret, at det er uvist, hvem der egentlig blev henrettet.
Ingen rettergang. Ingen bevisførelse. Bare middelaldermetoder. Som sædvanlig stod en Hamas-fanklub af civile og filmede det, mens de hujede, som om de var til fodboldkamp.
I denne uge gik det også ud over to børn og deres mor, da Hamas angiveligt skulle have dræbt dem, fordi faderen tilhører en rivaliserende milits. Adskillige andre er blevet tortureret på åben gade for samme anklage.
Der er visse militser i Gaza, der samarbejder med Israel. Den mest kendte er styret af en tidligere narkobaron ved navn Yasser Shabab. Hans milits opererer primært i Rafah-området i det sydligste Gaza.
Men Shabab er langtfra den eneste milits, der åbent har udfordret Hamas. Der er derfor lagt op til flere voldelige sammenstød og henrettelser. Med andre ord; opskriften på en borgerkrig.
Henrettelserne og torturen er tilsyneladende gået de største NGO'ers næse forbi. Den larmende stilhed skyldes selvfølgelig, at Israel ikke står bag drabene.
Men præsident Trump ser ud til langt om længe at have forstået alvoren af det, der sker. Han har nu sendt endnu en advarsel til Hamas om, at de skal lægge deres våben omgående og stoppe massedrabene. Hvis ikke, bliver »vi nødt til at gå ind og dræbe dem«, lød det fra Trump. Han fik dog hurtigt gjort det klart, at han ikke mente amerikanske tropper i Gaza.
I stedet skal »folk, der er tæt på (Gaza)«, gå ind og stoppe Hamas. Her mente han selvfølgelig arabiske lande, der ifølge planen skal være med til at udgøre en stabiliseringsstyrke, der skal overse, at Hamas afvæbnes.
Men i skrivende stund er der ingen konkret plan for, hvilke lande der skal sende soldater eller sikkerhedsstyrker ind, hvor mange soldater der er brug for, og måske mere vigtigt; hvornår?
Jo længere tid man venter, jo flere palæstinensere vil blive dræbt, og jo større er muligheden for, at Hamas igen sætter sig på magten.
De arabiske lande har stået på sidelinjen i to år i træk og offentligt anklaget Israel for de værst tænkelige forbrydelser, man kan komme i tanke om, samtidig med, at de i skjul har øget samarbejdet med IDF. De siger én ting og gør det præcis modsatte. Klassisk Mellemøsten.
Det er på tide, at de nu træder i karakter, tager ansvar og viser, at Hamas ikke kun er Israels problem. Hamas er årsag til al den krig, død og ødelæggelse, der har præget det meste af regionen siden 7. oktober.
Israel har gjort det beskidte arbejde og nedkæmpet Hamas i sådan en grad, at gruppen er en skygge af sig selv. Det har haft enorme omkostninger for Israel, både i form af dræbte soldater, men også international fordømmelse.
Det er nu de arabiske landes tur til at se, hvordan de vil gøre det bedre og mere humant end Israel. Hvad vil de gøre, når Hamas opererer mod dem fra hospitaler? Fra skoler? FN-bygninger?
Spørgsmål, som man i Israel er meget spændt på at få svar på. Men en ting er sikkert; tiden er knap, og ansvaret ligger nu for en gangs skyld hos de arabiske lande.