»Jeg har aldrig set noget lignende.«
Det er lige før, man skal knibe sig i armen for at forstå det, der foregår i Washington. Det mener B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.
»Det her er breaking verden over. Alle sidder med åben mund.«
De, ifølge Jakob Illeborg, historiske scener udspiller sig ved Kongressen i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. Her skal Kongressen formelt godkende resultatet af præsidentvalget i november, hvor Joe Biden blev udnævnt som sejrherre. Men det er ikke gået som planlagt.

Vicepræsident Mike Pence sagde tidligere onsdag i Kongressen, at han – imod Trumps ønske – ville bekræfte Demokraternes Joe Bidens valgsejr.
»Forfatningen afholder mig fra på egen hånd at bestemme, hvilke valgmandsstemmer der skal tælle, og hvilke der ikke skal,« sagde Mike Pence i en erklæring.
Det har fået Trump-tilhængere til at trænge ind i Kongressen. Tv-kanalen CNN rapporterer, at politiet bruger tåregas mod demonstranterne for at få styr på situationen, mens tusindvis står ude foran Kongressen og maser på.
Washington D.C.s borgmester har beordret et udgangsforbud i byen, en person er blevet skudt, og sprængstof er blevet fundet ved det republikanske partis hovedkontor ved Kongressen.
LIVE-TV: Følg den dramatiske udvikling i Washington her i B.T.s liveblog.
At scenerne er så historiske og aldrig er set før, begrunder Jakob Illeborg med, at selvsamme begivenhed plejer at foregå ekstremt fredeligt – og ligefrem kedeligt.
»Det, man skal huske, er, at normalt er det her fuldstændig udramatisk. Det er en procedure om, at valget har fundet ordentligt sted, og valgresultatet skal godkendes. For lidt siden hørte jeg nogle tv-kommentatorer sige, at de før er faldet i søvn, fordi begivenheden tidligere har været så kedeligt.«
»Så scenerne her er uhørte og på et helt nyt niveau. Det er ikke noget, vi er vant til, for det er ikke sådan, amerikansk demokrati fungerer.«
Jakob Illeborg mener ikke, at Donald Trump kan stå til ansvar for det, der udspiller sig lige nu. Men hans ageren efter valgnederlaget har ikke ligefrem hjulpet.

»Trump har lagt op til, at der skulle ske noget. Trump spiller med så vilde kort, at han smider bolde op i luften, og så ser han, hvad der lander. Tirsdag i Georgia sagde Trump 'We will fight like hell', og med det, så indikerer han, at der skal være ballade, og folk skal være parate til at slå til,« mener Illeborg.
»Og igen. Jeg siger ikke, Trump har været med på den her. Men når han siger, at han vil gå hele vejen og nægter nederlaget, så mener han det og vil ikke lægge sig ned. Havde han ikke kaldt til alarm og våben, så tror jeg ikke, det her var sket. Det er på alle måder uhørt.«
Trump har på Twitter bedt alle om at forholde sig rolige – indtil videre uden held.
Og med de nuværende scener kan Jakob Illeborg kun gisne om, hvad de næste 14 dage frem mod Bidens indsættelse som præsident vil medbringe.
»Det her skal de nok få kontrol over. Men jeg frygter, hvad demonstranterne, og Trump selv, kan finde på.«
»Det spidser til, hvilket er foruroligende, for det går ikke den rigtige vej. Man håber, det her er de sidste krampetrækninger, demonstranterne kører op. Det er ekstraordinært og kaotisk. Og desværre peger det på mere kaos.«