Søndag aften holdt Donald Trump tale ved den konservative CPAC-konference i Orlando, Florida.

En tale, hvor Trump viste, at han søger længere ud på højrefløjen og en mere yderlig populisme end før.

Det mener B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

»Man blev mindet om, hvor vild han er. Jeg mener, han overgik sig selv. Et vandfald af påstande uden belæg om hvad som helst og klart underliggende racistiske tendenser. Han vil endnu længere ud på højrefløjen. Når man ser det med vesteuropæiske øjne, virker det skørt. Men man skal huske, at et stort mindretal i USA labber det i sig,« siger han.

Illeborg henviser til, at Trump nævnte, at immigranter 'vader ind over grænsen', og at han kaldte corona for 'China-virus'. Han talte sågar også om, at kvindelige idrætsudøvere bliver 'overhalet af mænd forklædt som kvinder'.

»Trump var i topform, og han havde en enorm vildskab. Der bliver skudt i øst og vest, men det elsker hans vælgere. De elsker, når han tilsviner Biden, og fortæller, at han synes, at USA er på vej mod kommunisme. Han var på speed,« fortæller Jakob Illeborg.

Trumps vilde tale sætter dog også Det Republikanske Parti i lidt af en kattepine.

»Trump talte om, at han aldrig ville starte et nyt parti, og at det nu handler om at stå sammen. Men flere prominente navne i partiet har enten ikke ønsket at tale ved konferencen eller er ikke blevet inviteret. Det er et splittet parti. Republikanerne må kigge sig selv i spejlet og spørge, om en mand, der har udtalt de ting, som Trump har i dag, skal lede deres parti,« udtaler Illeborg.

Trump udtalte, at han ville forene Det Republikanske Parti, men han nævnte alligevel en lang række navne i partiet, som han mente skulle smides ud af partiet. Det drejer sig om partifæller, der stemte for at rejse en rigsretssag og at dømme ham.

I talen nævnte Donald Trump også flere gange, at han ikke afviser at stille op som præsidentkandidat igen.