Det har været et travlt år at være B.T.s internationale korrespondent. Jeg har været jorden rundt flere gange. Det har naturligvis været både spændende og udfordrende, ikke mindst på grund af de mange skiftende rejserestriktioner, der ofte har gjort det til et lotteri om, hvorvidt man nu havde papirerne i orden.
Jeg har stået i en lang covid-kø i Islamabad lufthavn, som det viste at ende blindt, og er i gaten i Heathrow blevet nægtet adgang ombord på et fly – ikke fordi jeg ikke havde en covid-19-test, men fordi den var af det forkerte mærke.
Jeg har også siddet nærmest mutters alene i fly over Atlanten, og gået rundt i store, spøgelsestomme lufthavne, hvor man fik fornemmelsen af at være med i en katastrofefilm.
Men først og fremmest vil jeg huske 2021 for de mange menneskeskæbner, jeg mødte på min vej. Julen er et tidspunkt, hvor vi hygger os, lidt vemodigt mindes den tid, der svandt, og tænker frem mod det, der kommer.
Langt fra alle i verden har denne luksus. Jeg kommer til at tænke på den afghaner, jeg mødte i en flygtningelejr udenfor Islamabad. Han havde absolut intet tilbage andet end det tøj, han gik i. Han havde set sin bror blive henrettet af Taleban få dage før og var nu på en farlig og usikker rejse. Drømmen var Europa. Gad vide, hvor han er nu?
Dengang i Pakistan brød jeg lidt det journalistiske kodeks, da jeg efter at have sagt farvel til ham fortrød og løb efter ham for at give ham de penge, jeg havde på mig. Jeg kan huske, at han kiggede mig ind i øjnene og sagde »Gud velsigne dig«. Men handlingen var bare en naturlig, menneskelig reaktion, når man står ansigt til ansigt med ulykken – og den er der desværre alt for megen af på vores lille jord.
Jeg har været vidne til noget af denne ulykke, som da en grædende tyrkisk kvinde faldt mig om halsen, mens hun stod i den rygende brandtomt, der to dage før havde været hendes hjem i bjergene ved Manavgat
Eller da kvinder fra Burkina Faso prikkede mig på skulderen for at fortælle, hvordan de måtte flygte fra deres landsbyer, efter at de blev angrebet af gale islamister, der havde dræbt deres mænd og tvunget dem på flugt.
Eller de tomme øjne hos stormflodsofrene i det tyske Rhinland, der stod tilbage med helt smadrede huse og byer uden viden om, hvorvidt de var forsikrede, eller hvad fremtiden ville bringe dem.
Eller den irakiske familie bestående af en far, en højgravid mor og to små piger, der havde opholdt sig en måned i de iskolde belarusiske skove. De var blevet tævet og beskudt med vandkanoner, havde set andre dø og befandt sig kun i den lejr, jeg fandt dem i trætte og forslåede, fordi nogle polske betjente endelig havde forbarmet sig over deres ubærlige situation.
Ulykke er der nok af, og alt for tit vælger vi at kigge den anden vej. I Charles Dickens fantastiske 'Et juleeventyr' præsenterer julens spøgelse Scrooge for fremtidens jul for de mennesker, han har forsømt eller gjort ondt. Denne indsigt ændrer ham og gør ham til et bedre menneske.
Journalistik har ikke denne evne til at åbne døren til indsigt i fremtiden. Men den kan beskrive den virkelighed, vi lever i nu, og gennem denne forsøge at advare om forestående ulykker.
Der er desværre intet, der tyder på, at 2022 bliver et nemmere år. Vi vil formodentlig stadig skulle slås med pandemien foruden de kriser og naturkatastrofer, der uvægerligt vil komme.
Men midt i denne tristesse er der grund til at glæde sig over, at mennesker også er gode og generøse. Jeg er nemlig også stødt på masser af hverdagens helte. Folk, der impulsivt hjælper til, nogle gange med livet som indsats, midt i katastrofen.
Vi vil nemlig gerne hjælpe og gøre en forskel, vi skal bare huske at mærke efter. I 'Et juleeventyr' bliver gnavpotten og gnieren Scrooge et meget gladere menneske, da han begynder at hjælpe andre, og vi bliver også gladere, når vi gør en forskel.
Glædelig jul.
