Mandag venter anden runde af fredsforhandlinger i forbindelse med krigen i Iran.
Men allerede nu ser det meget sort ud.
»Der er ikke meget, der tyder på, at de når frem til en aftale, og så er vi der, hvor helvede kan bryde løs.«
Så klart lyder det fra B.T.s udenlandsredaktør Jeppe Elkjær, efter at USAs præsident Donald Trump har skruet voldsomt op.
På Truth Social truer Trump direkte Iran.
»Vi tilbyder en meget fair og rimelig aftale, og jeg håber, de tager den – for hvis de ikke gør det, vil USA ødelægge hvert eneste kraftværk og hver eneste bro i Iran. Ikke mere Mr. Nice Guy,« skrev han søndag.
Senere samme dag skrev han, at et iransk fragtskib har fået sprængt hul i maskinrummet, da det forsøgte at bryde USAs blokade i Hormuzstrædet. En blokade som er indført, efter Iran lukkede strædet for alle verdens skibe.
»Det uhyggelige er, at vi alle er taget som gidsler. Vi har set, hvordan benzinpriserne reagerer, og på sigt kan det også ramme renterne på vores boliglån, hvis det fortsætter.«
Samtidig har Iran afvist at deltage i fredsforhandlingerne mandag. Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har ellers forsøgt søndag at overtale Iran, men det er langt fra sikkert, at det lykkes, vurderer Elkjær.
En ting står dog klart:
»Meget kan man sige om USA indgriben i Iran, men de har slået den iranske flåde ud, store dele af deres missilforsvar og fjernet den iranske top. Det er ret imponerende«.
Alligevel står konflikten fastlåst:
»Iran er et land med 90 millioner indbyggere, og der skal man have ‘boots on the ground’ for at overvinde, og det har Trump ikke været villig til indtil nu.«
Samtidig vokser presset på præsidenten hjemme i USA.
»Trump havde lovet, at krigen ville vare højst fem uger, så presset siger. Folk er splittede, MAGA-støtter vender ham ryggen, og der er snart et midtvejsvalg. Han har malet sig selv op i et hjørne, hvor det er meget svært at se, hvordan det skal ende.«

