»Jeg kan forklare det ud fra et eksempel fra i dag, hvor vores forhandlingsgruppe holdt møder. Da jeg modtog den anden briefing fra mit hold, bemærkede vi noget interessant.«

Sådan lød det tirsdag aften fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på et direkte spørgsmål fra B.T.

Er den ukrainske præsident klar til at sætte sig ned og holde konkrete forhandlinger ansigt-til-ansigt med sin russiske modpart, Vladimir Putin?

Helt så simpelt er det dog ikke, kunne Zelenskyj fortælle B.T.

Og han forklarede hvorfor. 

Det gjorde han ved at lukke os helt ind i maskinrummet i de forhandlinger, som tirsdag og onsdag fandt sted med Rusland og USA i Abu Dhabi:

»Russerne har stadig helt andre oplysninger. Det er tankevækkende, hvordan det kan lade sig gøre i vores digitale tidsalder. Russerne tror – og hævder i fuldt alvor – at de reelt har besat halvdelen af det territorium i Donbas, som vi i virkeligheden kontrollerer. Halvdelen! Det er ikke bare tale om en enkelt landsby; det er et meget stort område,« forklarede Zelenskyj og uddybede:

»Det var militær- og efterretningsfolk fra russisk side, der talte i ramme alvor om det. Vores hold sagde til dem: 'Vi forstår ikke, hvordan I overhovedet kan påstå det. Vi har videodokumentation, billeder og beviser på alt, som viser, at vi har kontrollen, og at vores soldater er til stede'.«

Der har efterhånden længe været snak om, hvorvidt der skulle sættes et trilateralt møde op mellem den ukrainske og russiske præsident med USA som mellemmand.

Ungarn har været forslået som et muligt sted, det samme har en eller flere Golfstater.

B.T. mødte tirsdag Volodymyr Zelenskyj i København. Jeppe Elkjær

Og fra russisk side har Moskva sågar været et muligt bud på et mødested.

Men for den ukrainske præsident, så er problemet bare, at det udgangspunkt, de to parter har, er vidt forskellige:

»Vi lever i to forskellige virkeligheder. Jeg tror, Putin befinder sig i en helt anden informationsboble. Han fortæller amerikanerne: 'Giv mig en, to eller tre måneder, så har vi besat hele det østlige Ukraine fuldstændigt'.«

For at skære udenom al den tvivl, der er om territorium – hvem der besidder hvad – så mener Zelenskyj, at der er behov for møder på allerøverste niveau.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj holder pressebriefing i København tirsdag den 10. november 2026. (Foto: Emil Nicolai Helms/Scanpix 2026) Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

»Vi klar til at sætte os ned og tale om territorium. Det er også grunden til, at jeg har sagt, at vi er nødt til at tale sammen bilateralt – naturligvis med mægling fra Europa og USA – men det afgørende er, at det sker direkte på statslederniveau,« sagde Zelenskyj.

Her er den ukrainske præsidents håb, at man kan skære igennem al informationsmudret:

»Jeg kender alle kendsgerningerne, og Ruslands leder er nødt til at kende den reelle situation: hvor vi står, og hvad vi kontrollerer. Han kan ikke bare sige: 'I skal forlade området,' for det er vores land, og de kontrollerer det ikke, selvom de påstår det,« forklarede Zelenskyj.

Netop fordi man anser reelle topmøder som afgørende for, at man kan finde frem til noget, der minder om en våbenhvile, så fastslog Zelenskyj, at man direkte ville foreslå et møde mellem de to præsidenter under forhandlingerne i Abu Dhabi onsdag.

»Vi er klar til dette møde. Jeg forventer, at de i morgen vil drøfte muligheden for et møde på lederniveau. Jeg er ikke sikker på, om Rusland reelt er klar, men vi vil bringe det på banen.«

Endnu står det ikke klart, at den ukrainske delegation vitterligt foreslog et møde mellem de to præsidenter i Abu Dhabi.

Og hvis de gjorde, så er der ikke kommet noget frem om et russisk svar.