I en af de utallige mails, Donald Trump-kampagnen udsender hver er uge, var der for nylig en lille afstemning, som har fået rygterne til at svirre og mange til at spærre øjnene op.

'Skal præsident Trump stille op i 2024,' stod der.

Netop det spørgsmål har fået millioner af amerikanere – både liberale og konservative – til at holde vejret, inden Donald Trump lørdag afholder sit første vælgermøde i månedsvis.

Rygterne har svirret længe. Vil Donald Trump stille op til præsidentvalget om under tre år? Og hvornår har han tænkt sig at offentliggøre det, hvis han vil?

Måske i Florence, Arizona, hvor Trumps første vælgermøde siden oktober løber af stablen denne weekend.

Og det er bestemt ikke umuligt, at Trump kan offentliggøre sit kandidatur. Det mener chefredaktør og USA-korrespondent hos POV International Annegrethe Rasmussen.

»Snakken har længe gået på, at Trump ville offentliggøre sit kandidatur til sommer, men det er bestemt ikke utænkeligt, at han gør det til vælgermødet i weekenden. Det vil være en kæmpe nyhed,« siger hun.

Længe har Donald Trump været en figur, der siden nederlaget til Joe Biden i november 2020 har delt Det Republikanske Parti. For Trump har fortsat en enorm magt i det konservative USA. Men samtidig har han skræmt mange midtersøgende, potentielle republikanere over til Demokraternes side.

Sådan så spørgsmålet fra Trump til støtterne ud. Det har skabt rygter.
Sådan så spørgsmålet fra Trump til støtterne ud. Det har skabt rygter. Foto: Save America Pac
Vis mere

Det betød blandt andet, at da kampen om guvernørposten i den traditionelt demokratiske delstat Virginia skulle stå i slutningen af sidste år, så bad den republikanske kandidat Glenn Youngkin Trump om at blive væk og ikke holde et vælgermøde i delstaten.

Trump gjorde, som Glenn Youngkin ønskede. Og Youngkin vandt ganske overraskende guvernørposten i Virginia.

Og selvom Donald Trump er hadet af mange på den amerikanske venstrefløj, så ønsker mange paradoksalt nok formentlig, at han stiller op igen, forklarer Annegrethe Rasmussen.

»Demokraterne har store problemer med mange ting for tiden. Og de har svært ved at blive enige. Men de kan blive enige om at være mod Donald Trump. Han er én, de kan samles om at kæmpe mod.«

Af den årsag vil det være en stor ting for både demokrater og republikanere, hvis Trump skulle offentliggøre sit kandidatur til præsidentposten ved weekendens vælgermøde i Arizona.

»Det kan allerede nu give Demokraterne et boost, hvis Trump offentliggør, at han stiller op,« siger Annegrethe Rasmussen.

Om det sker, må tiden vise. Men ved vælgermødet skal man forvente en Donald Trump, som er parat til at kæmpe.

Den tidligere præsident havde oprindeligt planlagt en pressekonference 6. januar – på årsdagen for stormløbet mod Kongressen.

Donald Trump ved et vælgermøde i Georgia sidste år.
Donald Trump ved et vælgermøde i Georgia sidste år. Foto: DUSTIN CHAMBERS
Vis mere

Men efter pres fra sine rådgivere valgte Trump at aflyse. Og derfor måtte han blot se til, mens Joe Biden under en lang tale fra selve kongresbygningen fortalte det amerikanske folk, at han anser Trump for at bære hovedskylden for, at stormløbet fandt sted.

Der gik ikke mange minutter, så tikkede den første rasende mail ind fra Trump til sine mange støtter:

»Biden brugte mit navn i dag i et forsøg på yderligere at så splid og splitte Amerika,« skrev en rasende Trump blandt andet.

Og det kan vi forvente mere af til vælgermødet lørdag, mener Annegrethe Rasmussen.

»Det var en vred Donald Trump, som svarede på Joe Bidens tale 6. januar. Og vi vil helt sikkert komme til at høre mere om, hvordan Trump mener, at Biden stjal valget fra ham.«

»Om han så vælger at sige, at han stiller op som præsident ... Lad mig bare sige, at det vil være en kæmpestor ting, hvis der sker,« uddyber hun.

B.T. er til stede til Trumps første vælgermøde i månedsvis og dækker begivenheden fra Florence, Arizona.