I hundredvis måtte de tage deres røde kasketter og skuffet køre hjem.

For enkelte var hjemturen dog noget mere omfangsrig efter det, der skulle have været en historisk aften.

Det Trump-vælgermøde, som torsdag aften skulle være afholdt i Fayetteville, North Carolina, blev aflyst blot få timer inden, det skulle have løbet af stablen.

Orkanen Zetas efterdønninger gjorde det umuligt at afholde seancen med den amerikanske præsident.

Robert Noort med sin røde Maga-kasket.
Robert Noort med sin røde Maga-kasket. Foto: Jeppe Elkjær.
Vis mere

Langt de fleste af de mange hundrede Trump-støtter, der var mødt op ved lufthavnen i Fayetville, hvor Trump skulle have holdt sit rally, kunne hoppe om bord på en bus eller sætte sig ind i deres biler og køre hjem.

Men sådan var det ikke for Robert Noort.

Han var nemlig fløjet ind fra Chicago, Illinois, for at deltage i et af de formentlig sidste vælgermøder, Donald Trump kommer til at holde i historien.

Roberts tur var først omkring 1200 kilometer i fly fra Chicago til Charlotte, North Carolina. Så en dyr tur med taxi i godt to timer fra Charlotte til Fayetville.

»Det havde været det hele værd. Jeg har været medlem af det republikanske parti i mange år, så det havde været fantastisk at opleve et af Donald Trumps allersidste vælgermøder. Historisk,« siger Robert Noort til B.T.

Netop det historiske aspekt af sagen har han helt ret i. Uanset om Donald Trump genvælges 3. november, så vil der næppe komme flere af de efterhånden ikoniske vælgermøder, hvor Trump gejler sit publikum op.

Hvis han genvælges, kan han ikke vælges for en tredje periode. Og hvis han ikke gør, så er det langt fra sikkert, han vil forsøge sig igen om fire år.

Robert Noort havde kun booket to overnatninger i Fayetville, og derfor skal han med eftermiddagsflyet til Chicago fra Charlotte fredag.

Det har været en dyr fornøjelse.

»Jeg har givet 200 dollars for at flyve herud. Jeg skal give 200 dollars for at flyve hjem. Og samtidig måtte jeg tage en taxi hertil fra Charlotte. Det er også 200 dollars. Og i morgen skal jeg tage en taxi tilbage,« forklarer han.

Alligevel fortryder han ikke sin tur og planlægger at flyve ud til North Carolina igen mandag, hvor vælgermødet nu er blevet flyttet til.

»Jeg har været helt heroppe,« siger Robert Noort og trækker en streg over sit hoved.

Robert Noort med sin rollator og gennemsigtige plastikpose med Trump-merchandise i fuld gang med at tænde en smøg.
Robert Noort med sin rollator og gennemsigtige plastikpose med Trump-merchandise i fuld gang med at tænde en smøg. Foto: Jeppe Elkjær.
Vis mere

»Nu er jeg her,« siger han og trækker en ny streg over sit ansigt.
»Stadig helt oppe at ringe.«

Med sig har han ikke meget.

En sort rygsæk, sin rollator, der skal afhjælpe et dårligt knæ, og så en gennemsigtig plastikpose med røde MAGA-kasketter og Donald Trump-t-shirts.

»Jeg stemmer på Donald Trump, fordi han er en forretningsmand, og Amerika er verdens største forretning. Vi har brug for sådan en,« siger han

»Demokraterne er mere om alle mulige sociale ting. Der skal være plads til alle, skolemad og forsikring til alle,« siger han

Nu står den på en overnatning på et motel i Fayetteville, inden turen går hjem mod Chicago fredag.

På mandag gør han det hele en gang til.

»Det er historisk,« siger han.