På gulvet i Hotel Juniors reception ligger en papirblok, hvor et barn har tegnet et kampfly og en mand i helt sort.
Selvom de mange mødre og deres børn på hotellet er flygtet i sikkerhed i den polske by Krakow, så er krigen i deres hjemland Ukraine stadig nærværende.
»Vi fik muligheden for tage vores børn i sikkerhed, men vores mænd er blevet i Ukraine for at kæmpe for vores land,« siger 33-årige Natalia.
I restauranten har de godt 100 kvinder og børn lige spist morgenmad. Kvinderne taler sammen, enkelte med tårer i øjnene, og andre følger med i nyhederne. De yngste børn hænger i deres mødres arme, mens de ældste børn løber rundt på hotellets gange og leger med det legetøj, som lokale polakker har doneret i løbet af weekenden.
Natalia og de andre kvinder ankom med børnene i busser for to dage siden. Med sig havde hun lidt bagage, sin seksårige datter og fem måneder gamle søn, Severyn.
Den lille dreng er mest optaget af at holde og bide i B.T.s røde mikrofon, mens hans mor fortæller om sin mand og situationen på den anden side af grænsen.
Hun og de andre kvinders mænd sendte dem ud af landet og i sikkerhed i Polen, mens de er blevet tilbage for at kæmpe mod den russiske invasion.
Ukraines regering har beordret, at ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade landet. Hendes mand, Andriy, er ligesom mange andre blevet indkaldt til det territoriale forsvar og har været på militærøvelse for at lære det vigtigste.
»Han har aldrig brugt et våben i sit liv, så jeg er nervøs for ham, men han ved, at vi nu er i sikkerhed, og det gør, at han kan koncentrere sig om de ting, som han er nødsaget til at gøre,« siger Natalia.
Familierne kommer fra byerne Lviv og Ivano-Frankivsk, og har det til fælles, at de alle arbejder for det samme it-firma, som har organiseret transporten til Polen og det hotel, hvor de nu bor.
De føler sig derfor heldige, og Natalia forsøger med rank ryk og med sin søn i armene at være modig. For sin mand, Andriy, og for Ukraine, forklarer hun.
»Han vil ligesom mange andre mænd hjælpe vores land,« siger hun. »Vi vil vinde, og så skal det alt sammen nok blive godt igen.«
Natalia ved ikke, hvor længe hun skal være i Polen, men sammen med de andre kvinder og med hjælp fra polske frivillige forsøger de at støtte mændene i deres hjembyer og ved krigens frontlinjer.
På glasruden til hotellets reception hænger en lang liste med ting, som deres mænd mangler. Walkie-talkies, skudsikre veste, hjelme, soveposer og bandage.
Ved siden af receptionen og restauranten ligger Hotel Juniors store balsal, som i disse dage mere ligner et nødhjælpslager. Her ligger tonsvis af sorte poser, sække og papkasser med alt fra legetøj til nudler og soveposer.
Hver dag kører busser mod grænsen propfyldt med donationer fra hele Polen, som skal ud til mændene ved frontlinjerne og de ukrainere, der er fanget ved grænsen eller tilbage i de krigsramte byer med akut mangel på basisvarer.
De ukrainske kvinder på hotellet følger hele tiden med i nyhederne og har også kontakt til deres mænd, så de kan opdatere de polske frivillige om, hvilken nødhjælp der er behov for. B.T. har tirsdag besøgt flere hoteller i Krakow, som alle indsamler donationer og dagligt tager imod ukrainske flygtninge.
Hver time kommer også nye polakker fra lokalområdet ind og tilbyder enten hjælp eller poser med ting. De ved, at der mangler især sygeplejersker, tolke og omsorgspersoner til uledsagede børn.
Flere millioner ukrainere bor og arbejder i dag i Polen, og som naboland er det nu også det sted, hvor de fleste flygtninge er kommet til på grund af krigen.
På kort tid er mere end 300.000 ukrainere flygtet til Polen, lyder det fra polske medier. Hver dag stiger antallet ved grænseovergangene.
