Mathieu David nåede kun at bo halvanden måned i Conflans-Sainte-Honorine, før et menneske blev halshugget en kilometer væk fra hans nye hjem.
»Vi hørte om det i fjernsynet, og så så vi en masse politi køre gennem gaden her. Så forstod vi det. Nyheden var et chok,« fortæller den 28-årige mand.
I september valgte han at flytte til den franske forstad i en længsel efter ro og idyl.
I stedet fik han frygt og rædsel, da folkeskolelæreren Samuel Paty blev henrettet af den kun 18-årige Abdoullakh Anzorov, fordi han havde benyttet sig af to Muhammed-tegninger i sin undervisning.
»Min hustru turde ikke bevæge sig ud i haven, fordi hun var så chokeret over, at det skete knap en kilometer herfra. Siden da har vi faktisk ikke rigtig turdet forlade hjemmet,« siger Mathieu David.
Det virker helt surrealistisk at tænke på, at han formentlig ikke havde turdet bevæge sig ud i haven, hvorfra han sludrer med B.T.s udsendte, hvis ikke det var for den smøg, han havde siddende i mundvigen.
Parrets første reaktion var at lukke ned for alle nyheder i tiden efter angrebet.
Mathieu David og hans hustru forlod også Conflans-Sainte-Honorine for en stund, da de besøgte familiemedlemmer for at genfinde noget styrke og ro efter 16. oktober. En skæbnesvanger dag, der formentlig ændrer den parisiske forstad for altid, og som stadig mærker beboerne dybt.
For selv om størstedelen af byens gader er øde på grund af den franske coronanedlukning, mærker man en lydløs uro på de søvnige gader, som hænger tungt i luften.
»Der er en klar forskel, hvis man kigger på tiden før og efter angrebet,« siger Mathieu David og leder efter ordene.
»Man føler sig ikke undertrykt, men der hænger en ekstra vægt på alles skuldre. Man kan mærke, at folk kigger efter hinanden på gaden, og indimellem skifter de endda fortov. Menneskerne har ingen tillid til hinanden. De er bange og mistroiske over for deres næste. Stemningen er tung derude, og man undgår større grupper.«
På Rue du Buisson Moineau, gaden hvor Samuel Paty blev dræbt, stryger de få forbipasserende biler af sted med høj fart. Som om man i hvert fald ikke skal opholde sig der længere tid end højst nødvendigt.
Går man ganske få hundrede meter videre fra den gade, ender man ved Collège du Bois d'Aulne. Skolen, hvor Samuel Paty fremviste de karikaturtegninger, der endte med at tage hans liv.
Begge steder er der mennesker at skue, men ingen ønsker at sige noget. Og hvis de gør, skal det i hvert fald ikke være til citat og heller ikke ved navn.
Men ud fra hvad B.T. får at vide, har forbløffelse og opstandelse været to af de følelser, der har hjemsøgt flere af de lokale beboere, som i øvrigt har fået tilbudt psykologhjælp oven på den enorme tragedie.
Flere af de, der ikke var hjemme under attentatet, måtte i første omgang slet ikke komme hjem, da området blandt andet skulle tjekkes igennem for bomber. Da de fik adgangen tilbage til deres huse, var det med frygt i blodet.
Nu forsøger Frankrig at se fremad, mens der holdes en del mindehøjtideligheder for Samuel Paty landet over. Igen og igen bliver det gentaget, at man aldrig vil opgive republikkens værdier. At man må stå sammen for ytringsfriheden, men mod vold og trusler.
I Conflans-Sainte-Honorine er det bare ikke alle, der ser det som et tegn på solidaritet. Nogle ser det snarere som et råb om hjælp.
Forstaden, som ligger knap 20 kilometer nordvest fra Paris, er et lokalt samfund, hvor man kender Jean og Bernadette nede fra nummer 15, ligesom man har et tæt naboskab med de andre beboere på vejen.
Men siden det morbide angreb for godt to uger siden er kontakten mellem naboerne på vejene omkring Collège du Bois d'Aulne forsvundet. Folk holder sig for sig selv.
Nede ved Mathieu David er der stadig en del interaktion mellem naboerne. Men ikke om hvad som helst.
»Vi taler stadig om det, men man vælger sine ord med omhu. Vi snakker om det, der er sket, og at det er frygteligt, men vi sparer hinanden for detaljerne,« siger Mathieu David.
»Der er en form for lille tabu.«
Mathieu David har stadig kun hjemmetøfler på og er på vej ind i sit hus igen.
Han når dog at knytte en sidste kommentar til den traumatiske tid, han og hustruen netop har været - og stadig er på vej - igennem.
»Altså vi har ikke overvejet at flytte væk igen allerede. Vi ved jo godt, at det her en en isoleret hændelse, som er foretaget af ét menneske. Det er ikke en urban guerilla. Men det er klart: Vi har da overvejet vores fremtid her på længere sigt.«
Han siger pænt farvel. Til lyden af de løstsiddende tøfler slentrer han op ad en håndfuld trin op mod sin hoveddør.
Den åbner han nok først igen, når han skal tænde den næste cigaret.
