Hele verden har fulgt med i den opsigtsvækkende retssag, hvor den amerikanske eks-betjent Derek Chauvin stod tiltalt for at have slået George Floyd ihjel under en anholdelse.

Tirsdag omkring klokken 23 dansk tid blev Chauvin kendt skyldig i alle tre anklagepunkter, hvor den mest alvorlige lød på forsætligt manddrab. Sagen har i den grad pustet til race-urolighederne i USA, da Floyd, som er en sort mand, flere gange sagde til Chauvin, der er hvid, at han ikke kunne trække vejret.

Det har affødt en debat om politiets behandling af sorte mennesker i USA, hvorfor B.T.s korrespondent i Minneapolis, USA, Jakob Illeborg, også havde forudset alvorlige optøjer i hele landet, hvis sagen var faldet anderledes ud.

»Alternativet kunne have betydet noget, der ville minde om åben krig i mange amerikanske byer,« siger Illeborg onsdag klokken 00:23 dansk tid.

»Det er derfor også et lettelsens suk, der lyder over, at han er blevet dømt på alle tre anklager. Nu er spørgsmålet, om det er nok til, at de folk, der har haft en opsparet vrede over måden politiet og systemet behandler sorte på, ikke vil søge mere forandring.«

»Mange har krævet, at det her skal være starten på et gennemgående opgør med det amerikanske politisystem,« siger Jakob Illeborg.

Man har forventet store optøjer i USA, hvis eks-betjenten Derek Chauvin ikke blev dømt for drabet på George Floyd.
Man har forventet store optøjer i USA, hvis eks-betjenten Derek Chauvin ikke blev dømt for drabet på George Floyd. Foto: SCOTT OLSON
Vis mere

Der har i forvejen været voldsomme optøjer i forbindelse med politidrabet på George Floyd. Derfor har erhvervsdrivende i større amerikanske byer også taget deres forholdsregler.

»Jeg kommer direkte fra Los Angeles, hvor man var meget bange for raceoptøjer. Her i Minneapolis har hele indre by også været lukket ned i flere dage som følge af de eventuelle optøjer,« siger Jakob Illeborg.

Chauvin risikerer en fængselsdom på op til 40 års fængsel, når straffen skal udmåles om cirka to måneder. Selvom det næsten er et år siden, at Derek Chauvin 25. maj slog George Floyd ihjel, lever det i bedste velgående i folkets bevidsthed. Illeborg understreger, at hele verden i forventing vil se mod USA, og hvilken reaktion folket vil have på dommen.

»Selv en glædesrus kan udvikle sig til en konfrontation,« afslutter han.