Det virker, som om de har fået nok.

Handskerne er taget af. Helt af. Knoerne blottet.

Med bare to dage tilbage inden det historisk afgørende dobbelte omvalg til det amerikanske Senat i delstaten Georgia er det tunge skyts og de hårde ord fundet frem.

Intet lades tilbage.

Det stod klart søndag eftermiddag, lokal tid, i Garden City uden for Savannah i den østlige del af delstaten.

Her var den kommende vicepræsident, Kamala Harris, på visit for at støtte op om de to demokratiske kandidater til Senatet i form af Raphael Warnock og Jon Ossoff.

Hvis begge demokratiske kandidater vinder deres omvalg tirsdag 5. januar, vil Senatet være delt 50-50, og Kamala Harris vil få den afgørende stemme og dermed give Demokraterne overtaget i hele Kongressen.

Dermed vil Joe Bidens liv som præsident blive markant lettere. Men det kræver dobbelt sejr. Intet mindre.

USA's kommende vicepræsident Kamala Harris i Georgia.
USA's kommende vicepræsident Kamala Harris i Georgia. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Og måske derfor gik de to kandidater og Kamala Harris ekstra til stålet ved vælgermødet for særligt indbudte støtter.

Ikke mindst Donald Trump, som støtter de to siddende republikanske senatorer, Kelly Loefller og David Perdue, fik hårde ord med på vejen.

»USA's præsident. Altså præsidenten. Kaldte senatsvalget her i Georgia ulovligt. Han sagde, at I har gjort noget ulovligt,« sagde Kamala Harris til de fremmødte.

Og så kom hun ind på det nyligt offentliggjorte bånd fra Washington Post, hvor Donald Trump helt åbenlyst forsøger at presse republikanske embedsmænd i Georgia til at omgøre resultatet ved præsidentvalget 3. november.

»Og så den nye optagelse. Har I hørt den? Det er et bevis på, at præsidenten i USA har forsøgt at misbruge sin magt,« lød det fra Kamala Harris, der heller ikke var bange for at tage store ord i munden, når det kom til betydningen af tirsdagens omvalg til Senatet.

»Det her handler om vores lands fremtid,« sagde hun.

Også de to håbefulde senatskandidater forsøgte hårde angreb på deres modstandere og præsident Trump.

Jon Ossoff, der stiller op mod den siddende David Perdue, kom med følgende svada.

Jon Ossoff foran de særligt udvalgte, der fik lov til at overvære vælgermødet.
Jon Ossoff foran de særligt udvalgte, der fik lov til at overvære vælgermødet. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

»Når præsidenten af USA forsøger at presse embedsmænd i Georgia til at undsige valget, så er det et direkte angreb på vores demokrati. Og hvis David Perdue og Kelly Loefller havde bare lidt rygrad, så havde de modsagt det,« lød det fra Ossoff, hvis kamp er helt tæt og kan gå begge veje.

Raphael Warnock, der er pastor, var mere malende i sin beskrivelse af betydningen af valget tirsdag 5. januar.

»Det er ved at blive sent. Det er nærmest midnat i haven for godt og ondt. Det er 150 år siden, vi har haft en senator fra Savannah. Nu er der på tide,« sagde han med henvisning til, at han er en Savannah-lokal.

Og så kom han med en advarsel.

Raphael Warnock på scenen udenfor Savannah i Georgia søndag eftermiddag, lokal tid.
Raphael Warnock på scenen udenfor Savannah i Georgia søndag eftermiddag, lokal tid. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

For selv om Joe Biden vandt Georgia over Donald Trump, så kan de gå begge veje tirsdag.

»3. november gjorde vi noget fantastisk. Velkommen til det blå Georgia. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Det bliver tæt.«

De to omvalg til det amerikanske Senat kan følges tæt her på B.T.