»Hele vores liv er brændt væk. Min mand er på hospitalet med alvorlige forbrændinger og brækkede ben. Hvad skal jeg gøre?«
Kilometer efter kilometer af smukke bakker med ældgamle træer, olivenlunde og vilde blomster er forvandlet til et livløst spøgelseslandskab. Omkring Manavgat, ikke så langt fra flere populære feriedestinationer i Tyrkiet, er hele landsbyer raseret.
Midt i dette askehelvede møder B.T. Hanife Aktas, som sidder med sin datter og nogle andre kvinder ude foran deres treetagers hus – eller rettere det, der er tilbage af det. Flammerne har slikket helt op til taget.
Kvinden har endnu ikke vovet at gå indenfor i sit hjem, men sammen med B.T.s udsendte går hun indenfor. Det, hun møder, er nærmest ubeskriveligt og får hende til at knække sammen.
»Jeg kan slet ikke holde ud at se på det. Det her var mit hjem. Vi havde nye, fine møbler, og alle vores minder var herinde. Billederne af børnene og min søns medaljer. Det hele er væk. Hvad skal der blive af os?« siger Hanifa Aktas til B.T.
Familiens hjem en nu en rygende ruin. Alle vinduer er knuste, væggene og lofterne er kulsorte, og det, der engang var møbler og billeder, er nu kulklumper på det forbrændte gulv. Her lugter fælt af røg.
Tårerne løber ned ad kinderne på Hanife Aktas, mens hun fortæller om rædslen, da ilden kom.
»Vi mistede hinanden i flammerne. Børnene græd og råbte på deres mor og deres søskende. Vi kunne ikke finde hinanden i røgen. Alle græd. Det var som et mareridt, der ikke stopper,« fortæller Hanife gennem tårerne.
Det er tydeligt, at hun genoplever de forfærdelige timer, og hun må søge trøst, før hun fortsætter.
»Min bror prøvede at komme ind til os, men kunne ikke på grund af flammerne. Vi fandt hinanden til sidst, og vi overlevede, men min mand fik alvorlige forbrændinger. Hans hænder og arme er forbrændte, og han brækkede et ben. Han er på hospitalet nu,« siger Hanife Aktas.
Flere af familiens husdyr døde, men køerne og fårene overlevede. Nu venter problemet med at skaffe mad og vand til dem foruden selvfølgelig husly til familien selv.
Hanife har ikke lyst til at forlade grunden, de bor på, men alt er brændt, og hun håber på hjælp fra regeringen.
»Vi har fået at vide, at de vil bygge huse til os allesammen i løbet af et år. Men et år føles langt væk nu, og jeg ved ikke, hvad der skal blive af os nu. De taler om, at vi kan blive indkvarteret i nogle containere, de stiller op, men jeg vil helst blive her,« siger Hanife Aktas til B.T
Tusinder af mennesker står uden hjem i det sydlige Tyrkiet lige nu. Mange lokale har smidt, hvad de har i hænderne. B.T. mødte mange frivillige, der forsøger at hjælpe, men skaderne er af et sådant omfang, at det uvægerligt vil tage lang tid at få regionen på fode igen.
Vi kører gennem det sønderbrændte landskab, hvor det eneste, der vidner om liv, er cikaderne, der allerede kan høres igen.
Termometeret viser 45 graders varme, og gennem en støvsky ser vi resterne af landsbyen Kalemler. Næsten alt her er brændt, og midt i støv og murbrokker står den lokale borgmester – på disse egne kaldet Muhtar – Mustafa Cansiz.
Også han har haft nogle døgn fra helvede. Han sagde farvel til sin kone, der sov ind på hospitalet, aftenen før ilden kom. Men hans prøvelser var langtfra ovre.
»Ilden startede 11 kilometer væk, men på grund af vinden kom den alt for hurtigt. Jeg slap væk, men min ven Fahri er død. Han prøvede at redde sin kone. Min ven stillede sin motorcykel ved huset, og sammen løb de væk fra flammerne. Vi fandt dem døde ved et nærliggende hus,« siger Mustafa Cansiz til B.T.
Han fortæller, at hans telefon hele tiden ringer. Ofre for branden søger desperat hjælp hos bystyret.
»Vi er allerede i gang med at bygge containerindkvartering, som de hjemløse kan bo i, men der venter os et meget stort stykke arbejde. Jeg er sikker på, at regeringen vil hjælpe alt, hvad den kan, men som du kan se, er skaderne enorme.«
Det tør siges. Enkelte særligt solide huse står endnu, og det gør moskeen også. Men resten af landsbyen Kalemler er smadret og er nu ved at blive revet ned.
Det kommer til at tage lang tid, før Kalemler er en by igen, og flere af de ødelagte landsbyer er mange hundrede år gamle.
Mange tyrkere, B.T. har talt med, beder indgående om hjælp udefra.
»Vi har brug for hjælp fra alle dem, der kan hjælpe. Måske nogen vil bygge huse eller plante træer. Det hele er velkomment. Vi står i en meget svær situation, og jeg håber, at vores venner i udlandet vil hjælpe os,« siger manden, der mistede sin kone, sin ven og sin by på under et døgn.
