»Min bror er i livsfare«. Sådan lyder det fra Eli David efter at terrorbevægelsen Hamas udgav en video lørdag aften af hans udsultede bror Evyatar.
B.T. viser ikke selve videoen, men derimod stillbilleder fra videoen, der dokumenterer gidslets virkelighed i fangenskab.
Familien til Evaytar David har tilladt gengivelse af videoen og anfægter ikke at den er ægte. I videoen, der er produceret af Hamas, sidestiller terrorbevægelsen sulte gidsler med sultne børn.
I et interview med israelsk TV fortæller Eli, at hvis hans bror ikke får akut lægehjælp og mad, vil han i følge brorens vurdering dø inden for få dage.

Eli fortæller også, at hans mor ikke har set videoen af sin udmagrede søn i Hamas tunnellen, hvor han bliver filmet grave sin egen grav. Men Evyatars far har set videoen, og det »knækkede ham.«
»Det er som at se sit barn ligne en 'Muselmann', ligesom i Holocaust. At vide, at de har sultet ham i månedsvis.«
»Vi bliver nødt til at stoppe dette vanvid. Jeg ville give mit liv en million gange for at redde min bror. Vores forældre er ved at kollapse, så vi er nødt til at være der for dem,« siger Eli.
Eli fortæller også i et interview med Israels GLZ radio, at hans forældre er ved at miste forstanden i afmagt over at vide, hvor meget deres søn lider.
»Tænk over, hvordan det er ikke at vide, hvor ens barn er i fem minutter i indkøbscentret. Det kan du så gange det med 667 dage.«
Tidligere Hamas-gidsel Omer Wenkert langede også ud efter Hamas lørdag aften til en demonstration i Tel Aviv hvor han fortalte om, hvordan terrorgruppen havde rigeligt med mad men nægtede at dele med gidslerne.
»Jeg ved, at de har mad. Jeg plejede at lugte det hver dag, mens jeg fik to håndfulde ris om dagen«, sagde Omert.
Hamas har offentliggjort videoen af den stærkt udsultede Evyatar David på et tidspunkt, hvor debatten om sult i Gaza tager til i internationale medier.
Israel beskyldes løbende for at være årsag til den voksende hungersnød. Hamas gør i den netop offentliggjort video opmærksom på, at Israel står bag udsultning af såvel børn som gidsler.
Familien til Evyatar David tager kraftig afstand fra at udsultning, mishandling og tortur bruges af Hamas i propagandamæssig sammenhæng.
Familien appellerer til verdenssamfundet om at redde Evyatar David fra døden.
