British American Tobacco skal betale 635 millioner dollar plus renter til de amerikanske myndigheder.

Det svarer til cirka 4,3 milliarder danske kroner, og det sker, fordi et datterselskab af den britiske tobaksgigant har indrømmet, at man har solgt cigaretter til Nordkorea i en periode fra 2007 til 2017.

Det rapporterer BBC.

På det tidspunkt har Nordkorea været underlagt strenge amerikanske sanktioner på grund af landets forsøg på at udvikle atomvåben og langtrækkende missilsystemer.

Nordkoreas leder Kim Jong Un. Arkivfoto frigivet af KCNA 1. november 2018.
Nordkoreas leder Kim Jong Un. Arkivfoto frigivet af KCNA 1. november 2018. Foto: KCNA VIA KNS
Vis mere

British American Tobacco, som er et af de 10 største selskaber i Storbritannien, står bag kendte cigaretmærker som Lucky Strike, Dunhill og Pall Mall.

Og selskabet ejer også danske House of Prince.

På en pressebriefing tirsdag fortalte det amerikanske justitsministerium om en længerevarende efterforskning, og man beskrev den store bøde som 'den største enkeltstående straf for at at bryde sanktioner mod Nordkorea i ministeriets historie'.

British American Tobacco havde, lød det desuden, været involveret i et sindrigt plot for at omgå amerikanske sanktioner og sælgte tobaksprodukter til Nordkorea via underselskaber.

Og det var bestemt ikke små beløb, tobaksgiganten hev ind for det ulovlige salg.

Lucky Strike-cigaretter under produktion i Tyskland. Arkivfoto fra 2014.
Lucky Strike-cigaretter under produktion i Tyskland. Arkivfoto fra 2014. Foto: Michaela Rehle
Vis mere

»Mellem 2007 og 2017 solgte disse tredjepartsselskaber tobaksprodukter til Nordkorea og modtog omkring 428 millioner dollar,« siger vicejustitsminister Matthew Olsen ifølge BBC.

Det svarer til cirka 2,9 milliarder danske kroner efter den nuværende kurs.

Samtidig afslørede det amerikanske justitsministerium, at man har udstedt arrestordre på en nordkoreansk bankansat samt to kinesiske statsborgere, som menes at have faciliteret salget af tobak til Nordkorea.

Amerikanske myndigheder udlover i den forbindelse store dusører for oplysninger, som kan føre til anholdelse eller domfældelse i de tre tilfælde.