Kommende forældre søger ikke længere på samme måde som tidligere mod fysiske butikker, når de skal købe ting til deres små, og det tager den britiske kæde Mothercare nu konsekvensen af.

Kæden danser nemlig på randen af konkurs og er derfor tirsdag blevet sat under administration.

Det skriver BBC, der desuden oplyser, at 2500 britiske jobs nu risikerer at forsvinde.

Mothercare, der er repræsenteret med 79 butikker rundt omkring i Storbritannien, har udpeget administratorer fra revisionsfirmaet PwC, der skal finde ud af, om kæden kan overleve.

Den drastiske beslutning skyldes, at salget af babysager er faldet drastisk i det britiske kongedømme.

Og det har ikke været muligt at sælge kæden videre, selvom salget på det internationale marked faktisk har været indbringende.

Firmaet har tidligere forsøgt sig med en såkaldt redningsaftale, hvor de gennemgik en involvensproces.

Dette gjorde det muligt for Mothercare at indgå aftaler med kreditorer om at afskrive dele af gælden i firmaet. I den forbindelse lukkede 55 af Mothercares fysiske butikker.