Britisk antiterrorpoliti efterforsker ny sag om indtrængen ved flybase
To lettiske mænd blev torsdag morgen anholdt nær en britisk flybase. Antiterrorpolitiet efterforsker sagen.
To lettiske mænd blev torsdag morgen anholdt nær en britisk flybase. Antiterrorpolitiet efterforsker sagen.
Det britiske antiterrorpoliti har indledt en efterforskning, efter at to lettiske mænd, der begge har bopæl i Storbritannien, torsdag morgen blev anholdt nær en flybase i Molesworth cirka 140 kilometer nord for Englands hovedstad, London.
Her ligger der ifølge nyhedsbureauet AFP også et efterretningsanlæg tilhørende forsvarsalliancen Nato.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev mændene først mistænkt for uretmæssig indtrængen på et forbudt område og for hærværk. Siden ændrede mistanken sig til overtrædelse af loven om national sikkerhed for "at trænge ind på et forbudt sted med et formål, der er til skade for Storbritannien".
Ifølge AFP skulle de to lettiske mænd på henholdsvis 36 og 32 år have skaffet sig adgang gennem et hegn.
I forbindelse med anholdelsen ransager politiet også to adresser, lyder det.
- Vi er meget opmærksomme på den nylige øgede interesse for og bekymring omkring militære anlæg, siger lederen af politiets antiterrorenhed i London, Helen Flanagan, i en udtalelse ifølge Reuters og tilføjer:
- Men på nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at denne hændelse har forbindelse til begivenhederne ved RAF Fairford i sidste uge.
På grund af hændelsens karakter efterforskes sagen af antiterrorpolitiet.
Efterforskningen er på et meget tidligt stadie, lyder det.
- En væsentlig del af arbejdet består i at undersøge, hvad der kan have motiveret mændene til at opholde sig på stedet.
- Men jeg må understrege, at vi holder alle muligheder åbne på nuværende tidspunkt, og at undersøgelserne stadig er i fuld gang, siger Helen Flanagan i udtalelsen fra politiets antiterrorenhed i London.
Begge mænd sidder nu varetægtsfængslet.
I slutningen af september anholdt politiet fem mænd nær den britiske militærbase RAF Fairford, som bruges af det amerikanske militær, på mistanke om at have forberedt et angreb.
Mændene er siden blevet løsladt, men er ifølge Laurence Taylor, der er chef for britisk politis antiterrorenhed, fortsat under efterforskning.
Storbritanniens premierminister, Andy Burnham, sagde til det britiske medie BBC, at der var stærke indikationer på, at Iran havde spillet en rolle i forbindelse med hændelsen.
Det har Irans ambassade i London afvist og kaldt for "ubegrundede og ondsindede spekulationer".
RITZAU