Ny stor britisk undersøgelse viser, at den meget omdiskuterede AstraZeneca-vaccine både er effektiv mod covid-19 og også i udbredt grad forhindrer videre smitte. Briterne betragter AstraZeneca-vaccinen som afgørende – men flere EU-lande vil slet ikke bruge den til de ældre.
Undersøgelsen, baseret på mere end 17.000 patienter, viser, at selv med kun et skud vaccine er AstraZeneca-vaccinen 76 procent effektiv i mindst tre måneder, og mindst lige så vigtigt, så giver den 67 procent beskyttelse mod videre transmission af virus.
Det betyder, at samfundssmitten formodes at kunne bringes mere eller mindre under fuld kontrol, og giver løfter om en snarlig vej ud af nedlukning.
Britiske eksperter kalder den nye viden for en mulig game changer. Undersøgelsen understøtter også den britiske idé om at vente med at give anden dosis vaccine for i stedet at få vaccineret så mange som muligt i en fart.
»Dette giver et tydeligt praj om, at det ikke gør noget at vente med at give anden runde af vaccinen. Faktisk er det tilsyneladende en god idé at vente et godt stykke tid. Det ser ud til at øge effektiviteten,« siger Steve Evans, epidemiologiprofessor ved London School of Hygiene and Tropical Medicine.
Den britiske begejstring deles dog langtfra af alle europæiske statsledere. Det var om AstraZeneca-vaccinen, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i fredags sagde: »Den ser ud til at være mere eller mindre ineffektiv.« Både Frankrig, Polen og Sverige har siden meldt ud, at de ikke vil tilbyde vaccinen til folk over 65.
Chefudvikleren af vaccinen, professor Andrew Pollard fra University of Oxford, sagde onsdag morgen på BBC, at han ganske enkelt ikke forstår den europæiske reaktion.
»Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Macron mener. Vores vaccine er godkendt til alle aldersgrupper af myndigheder over hele verden inklusive EMA (den europæiske sundhedsmyndighed). Det er rigtigt, at der endnu ikke er fyldestgørende data på alle aldersgrupper, men alle tal peger på, at vaccinen er fuldt ud lige så god til ældre som til unge,« siger professor Pollard.
Mange britiske kommentatorer mener, at meldingerne fra EU er politisk motiverede, og at de kan få alvorlige konsekvenser:
»Dette vil helt sikkert medføre, at flere franskmænd, tyskere og andre europæere siger nej til at blive vaccineret. Det er skidt for vores alles sundhed. Glem de politiske budskaber. Det her er en sundhedskrise, og statsledere skal være meget forsigtige med deres kommunikation,« siger Kith Woods, tidligere chef for vaccinemyndigheden i både EU og Storbritannien.
Flere eksperter undrer sig over det, de kalder den europæiske stædighed på vaccineområdet.
»Når vi nu ved, at der er akut vaccinemangel, så synes jeg, at det er et hovedløst valg at insistere på at fortsætte med at give folk to doser vaccine med kort mellemrum. Denne undersøgelse viser tydeligt, at forskellen på et stik og to er marginal. Den europæiske tankemåde er farlig,« siger Storbritanniens tidligere vaccinechef David Salisbury til B.T.
Den gode nyhed angående AstraZenecas effektivitet kommer samme dag, som Storbritannien passerer 10 millioner vaccinerede. Briterne har nu vaccineret mere end 11 procent af befolkningen. EU har til sammenligning kun vaccineret cirka 3 procent.
Et skænderi om forsinkede vaccineleverancer fik kortvarigt EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, til at forlange stop af leverance af Pfizers vaccine fra EU til Storbritannien ved at benytte den såkaldte artikel 16 i Brexit-aftalen. Det skabte øjeblikkeligt raseri i både London og en række europæiske lande.
EU-Kommissionen har siden holdt en stribe krisemøder, og kilder tæt på Von der Leyen siger, at hun tager fuldt ansvar for 'den uheldige handling'.
Men EU har endnu ikke forholdt sig til tallene i den store britiske undersøgelse.
»Det bliver spændende at se udmeldingen fra de europæiske myndigheder, der indtil videre har insisteret på give patienterne to vaccinationer med kort mellemrum, og som anbefaler ikke at give AstraZeneca-vaccinen til folk over 65, nu hvor det er tydeligt, at den britiske fremgangsmåde er vejen frem,« siger David Salisbury til B.T.