Den britiske udgave af det danske tv-eksperiment "Gift ved første blik" vender ikke tilbage.

Beslutningen kommer i kølvandet på en undersøgelse, der blev iværksat, efter at flere kvindelige deltagere fortalte om at have oplevet seksuelle overgreb og grænseoverskridende adfærd.

Krænkelserne skulle være blevet begået af deres partnere i programmet, hvor en række singler siger ja til at gifte sig uden at have mødt hinanden inden.

De tre mænd har alle afvist anklagerne.

Lukningen af programmet fremgår af flere britiske medier, heriblandt BBC og The Guardian.

Undersøgelsen af anklagerne konkluderede, at det stadig ville være forsvarligt at lave nye sæsoner af "Married at First Sight", som tv-eksperimentet hedder på den britiske kanal Channel 4, hvis de eksisterende regler for deltagernes trivsel blev forbedret.

Herunder overvågning og tilsyn.

- Anbefalingerne er yderst fornuftige og mulige i praksis. Men at gennemføre dem fuldt ud har rejst et grundlæggende spørgsmål om præmissen for et program, som jeg mener, har udspillet sin rolle efter ti år, lyder det fra Channel 4's administrerende direktør, Priya Dogra.

- Selv om undersøgelsen roser de gældende sikkerhedsprocedurer og ikke konkluderer, at Channel 4 har overtrådt reglerne, eller at formatet i sig selv er uforsvarligt, må jeg overveje, hvornår det er det rigtige tidspunkt for Channel 4 at komme videre.

Channel 4 fjernede tidligere på året alle tidligere sæsoner af "Married at First Sight" efter anklagerne fra kvinderne.

DR fjernede dengang to af sæsonerne fra streamingplatformen DRTV.

"Gift ved første blik", som er en dansk opfindelse, blev sendt første gang i 2013.

I år blev konceptet sendt for 12. gang på DR.

Når eksperimentet er slut, skal parrene beslutte, om de vil forblive gift eller ej.

I årenes løb har flere par afbrudt eksperimentet undervejs.

Selv om det er blevet til kærlighed og siden familieforøgelse for nogle af parrene i de foregående sæsoner, er skilsmisseraten for de deltagende par tårnhøj.

RITZAU