Det britiske parlementsmedlem David Amess er afgået ved døden efter et knivstikkeri, hvor han blev stukket flere gange.
Det skriver Sky News på baggrund af en udtalelse fra Essex Police på Twitter.
»Han blev behandlet af beredskabstjenester, men desværre døde han på stedet.«
»En 25-årig mand blev hurtigt anholdt, efter at betjentene ankom til stedet mistænkt for drab, og en kniv blev fundet.«
Den 69-årige David Amess blev stukket ned i forbindelse med et åbent møde i Belfairs Methodist Church i Leigh-on-Sea.
Den anholdte mand er i øjeblikket varetægtsfængslet.
Det er ikke første gang, at britiske parlamentarikere bliver stukket ned.
I 2016 blev arbejderpartiet Labours parlamentsmedlem Jo Cox stukket ned og dræbt. Det skete blot få dage før afstemningen om brexit.
I 2010 blev parlamentsmedlemmet Stephen Timms fra Labour stukket ned på sit kontor i sin valgkreds.
David Amess har siddet i det britiske parlament siden 1983.