Søndag morgen blev der gjort et usædvanligt og uhyggeligt fund nær den sicilianske landsby Canicattini Bagni.

Et fund, der både har skabt grobund for stor mystik og dyb sorg i lokalsamfundet.

I et interimistisk telt ved en forladt gård lidt uden for Canicattini Bagni blev den 35-årige brite Benjamin John Braithwaite fundet død, skriver The Sun.

Han lå nøgen i teltet – og de genstande, der lå ved siden af den britiske mands lig, skaber en del opmærksomhed.

Her blev der fundet et gedehoved, narkotikarelaterede genstande og et reb.

Omstændighederne bag dødsfaldet er stadig ukendte og efterforskes af politiet, men lokale i den sicilianske landsby, som ligger vest for storbyen Siracusa, frygter, at den 35-åriges død kan have forbindelse til esoteriske ritualer.

»Jeg er – og vi som lokalsamfund er – dybt rystede og bedrøvede over det, der er sket,« siger borgmesteren i Canicattini Bagni, Paolo Amenta, ifølge lokalmediet La Sicilia.

Benjamin John Braithwaite havde slået lejr i området nær landsbyen, hvorefter han skulle have haft planer om at slutte sig til en gruppe mennesker, der lever som nomader i de sicilianske bjerge.

Ifølge borgmester Paolo Amenta har nomaderne aldrig skabt problemer. Han beskriver dem som mennesker, 'der søger et friere liv'.

En obduktion skal nu fastslå årsagen til den 35-årige brites død.