Den britiske forsvarsminister John Healey har under en tale i Downing Street fortalt, at et russisk spionskib befinder sig på grænsen til de britiske farvande nord for Skotland.

Det skriver Sky News.

Ifølge forsvarsministeren er der tale om et skib, der er »designet til at indsamle efterretninger og kortlægge« landets undersøiske kabler.

Af den grund har det britiske militær valgt at indsætte en fregat fra Royal Navy og fly fra RAF for at overvåge og spore skibets bevægelser.

Han forklarer samtidig, at det russiske skib har rettet lasere mod det britiske militærs piloter.

»Så min besked til Rusland og Putin er denne: Vi ser jer, vi ved, hvad I laver, og hvis Yantar sejler sydpå i denne uge, er vi klar,« lyder det fra den britiske forsvarsminister.

Forsvarsministeren understreger, at det er anden gang i år, at det russiske skib er indsat i britiske farvande. Noget han kalder for meget farligt.