En britisk familie vil foregå med et godt eksempel ved at se sin slavefortid i øjnene og offentligt undskylde.

En velhavende britisk familie vil offentligt undskylde for i 1800-tallet at have ejet over 1.000 slaver i den caribiske østat Grenada.

Det skriver det britiske medie BBC.

Et af familiemedlemmerne er BBC-journalisten Laura Trevelyan.

Hun besøgte sidste år Grenada, hvor hendes familie engang ejede seks sukkerplantager, og blev chokeret over familiens fortid.

»Det var virkelig forfærdeligt. Jeg så med mine egne øjne de plantager, hvor slaver blev straffet, og jeg så de torturredskaber, der blev brugt til at begrænse deres frihed,« siger den britiske journalist.

Syv medlemmer af familien Trevelyan vil senere i februar rejse til Grenada for at give en offentlig undskyldning. Derudover vil familien donere et beløb på 100.000 pund – svarende til 834.000 kroner.

Pengene går til en fond, der skal være med til at udvikle den fattige østat.

Familien Trevalyan blev kompenseret med 34.000 pund, da den forlod plantagerne i 1834, efter at den britiske regering afskaffede slaveri.

Det svarer i dag til et beløb på omtrent 20 millioner kroner.

»At vi så giver 100.000 pund næsten 200 år senere kan måske virke lidt utilstrækkeligt. Men jeg håber, at vi foregår med et godt eksempel ved at undskylde for, hvad vores forfædre gjorde,« siger Laura Trevelyan og tilføjer:

»Man kan ikke reparere fortiden,« men man kan anerkende smerten.

Grenada har en kommission, der kræver retfærdighed for slaveofre og deres pårørende. Den kalder familien Trevalyans gestus for prisværdig.

Flere europæiske lande har en fortid med slavehandel.

Danmark deltog i slavehandlen fra 1660erne til begyndelsen af 1800-tallet. Det skriver danmarkshistorien.dk, der er drevet af Aarhus Universitet.

I 1792 valgte Danmark som den første slavehandlende nation at forbyde slavehandel med virkning fra 1803. Handlen fortsatte dog på de tre danskvestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix frem til 1848.

/ritzau/