Den berømte tennisturnering Wimbledon slår et slag for klimaet i samarbejde med den britiske vejrtjeneste.

Storbritanniens svar på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), The Met Office, går nye veje for at advare om risiko for højere globale temperaturer de kommende årtier.

I en vejrudsigt for juli i året 2059 lyder prognosen på over 40 grader på den første lørdag af tennisturneringen Wimbledon, mens temperaturen om natten vil snige sig op mod 25 grader.

Det fremgår af en video, som Met Office har lagt på Twitter.

Vejrtjenesten understreger, at der ikke er tale om en reel prognose, men om plausible forudsigelser baseret på fremskrivninger af klimaforandringer.

Meteorolog Aidan McGivern taler i videoen om en »spændende første uge i Wimbledon«, men siger, at gennemsnitstemperaturer i dagtimerne på i snit 32 grader »begynder at sætte sine spor hos spillerne«.

Han tilføjer så, at »heldigvis er dette ikke en virkelig prognose«.

»Men det er et bud på, hvordan en hedebølge om sommeren vil kunne påvirke Storbritannien om cirka 40 år,« siger McGivern.

»Dette er ord, som udtrykker uvished, men pas på med at lade det give dig en falsk følelse af sikkerhed. Meget af usikkerheden skyldes, at klimaet i 2050erne delvis afhænger af, hvordan vi reducerer de globale udledninger af drivhusgasser de kommende år.«

McGivern tilføjer, at prognosen for 2059 er baseret på et scenarie med »høje udledninger« for at illustrere indvirkningen på vejret, hvis der ikke gøres mere for at nedbringe udledningerne.

Prognosen er lavet i forbindelse med, at arrangøren af Wimbledon (AELTC) sammen med Met Office, BBC og Cop 26-klimakonferencen udnævnte 1. juli som Klimadag i den verdensberømte tennisturnering i London.

»Vi er af den overbevisning, at AELTC og mesterskaberne har en meningsfuld rolle at spille i at hjælpe med at beskytte miljøet i dag og for fremtiden,« siger Sally Bolton, der er administrerende direktør for AELTC.

/ritzau/dpa