Selv om det var flyselskabet British Airways, der blev udsat for et hackerangreb, slipper de ikke for en bøde som følge af angrebet.

Det har det britiske datatilsyn, Information Commissioner’s Office (ICO), afgjort fredag, skriver BBC.

Bødens størrelse lyder på i alt 164 millioner kroner.

Årsagen til bøden bunder i, at ICO finder det påvist, at British Airways ikke sikrede sig selv tilstrækkeligt mod hackerangrebet.

Tilbage i 2018, to måneder inden hackerangrebet skete, blev British Airways nemlig advaret om, at der var en brist i deres sikkerhedssystemer, hvilket øgede risikoen for et hackerangreb mod sig.

Det var en analytiker ansat i flyselskabet, der sendte advarslen. Både til British Airways og IOC.

Men British Airways reagerede ikke hurtigt nok. IOC mente blandt andet, at flyselskabet kunne have installeret en række Microsoft-opdateringer, som kunne have hjulpet, skriver BBC.

»Når organisationer tager tvivlsomme beslutninger om kunders personlige data, kan det få store konsekvenser for deres liv.«

British Airways måtte i april fyre 12.000 ud af selskabets 45.000 medarbejdere.
British Airways måtte i april fyre 12.000 ud af selskabets 45.000 medarbejdere. GUILLAUME SOUVANT

»Loven giver os værktøjerne til at opfordre virksomhederne, om at passe bedre på sine kunders data, samt at sikre en opdateret sikkerhed,« siger Elizabeth Denman, der er informationskommissær i ICO, i en pressemeddelelse.

Som følge af angrebet blev 400.000 kunders kreditkortoplysninger samt data hacket af gerningsmændene.

Tilbage i 2019 påpegede IOC, at manglende sikkerhed – som i British Airways' tilfælde – kunne give bøder op til 183 millioner pund. Omregnet til danske kroner, svarer det til 1,5 milliarder.

Men på grund af corona-pandemien, og en i forvejen presset økonomi, har man nedjusteret bøden til de føromtalte 164 millioner kroner.