Fra i dag kan sundhedspersonale i frontlinjen samt borgere over 80 år i Storbritannien blive tilbudt vaccine mod covid-19 hos egen læge. Målrettet arbejde uden om EU har givet briterne et klart forspring.

Covid-19-smitten stiger foruroligende mange steder. Tyskland erklærer nu covid-19-pandemien ude af kontrol, i USA fortsætter smitten med at stige. Søndag var der 219.000 nye smittede og mere end 3.000 døde. I Storbritannien er smitten efter en månedlang lockdown dalende, men smitten stiger igen voldsomt i London, som forventes at blive underlagt endnu en lockdown denne uge.

Der er dog lys i mørket. Både amerikanerne og briterne er nu i gang med at udrulle deres massevaccinationsprogrammer, der forventes at komme til at spille en afgørende rolle i at få kontrol med antallet af alvorligt syge. USA påbegyndte i dag udrulningen af tre millioner doser Pfizer-vaccine.

Storbritannien blev det første land i verden til at godkende den internationalt anerkendte Pfizer/BioNTech-vaccine. Siden tirsdag i forrige uge er særligt udsatte borgere blevet tilbudt vaccine, og denne uge sættes tempoet for udrulningen op.

»Vi oplever en enorm interesse for at blive vaccineret. Samtlige mine patienter, der er blevet spurgt, har takket ja. De ved, at vaccinen er der, og de er meget ivrige efter at få den. Der forestår en vigtig opgave med at sikre, at de dyrebare dråber ikke går til spilde,« udtalte praktiserende læge Simon Hodes fra Watford til BBC mandag.

Det største problem lige nu er utålmodige borgere, der gerne vil vaccineres og mener, at de bør stå i første række. Interessen er så stor, at de britiske læger opfordrer til ikke at bestorme sundhedsvæsnet med opkald.

Der er blevet opstillet 10 særlige nødhospitaler rundt om i landet, der de næste måneder udelukkende får til opgave at udrulle vaccinationen til hele den britiske befolkning. Militæret er også involveret. Opgaven kladdes den største sundhedsoperation i britisk historie.

Det er den britiske sundhedsmyndighed MHRA, der sikrede, at briterne kom først i vaccineræset. I EU venter vi fortsat på godkendelse fra den europæiske sundhedsmyndighed, EMA. Den forventes nu at komme 23. december.

Det er faktisk i nødstilfælde som dette tilladt for EU's medlemslande at lade egne myndigheder kontrollere og godkende vacciner, men det er altså kun Storbritannien, der har benyttet sig af dette i forbindelse med covid-19-pandemien.

Boris Johnson og resten af den britiske regering har den seneste uge solet sig i vaccinesuccesen, men briternes hurtighed er blevet mødt med kritik fra flere sider.

»Briterne har kun brugt noget af den tilgængelige data. Personligt ville jeg have forventet en mere robust gennemgang fra de britiske myndigheders side,« sagde tidligere direktør for EMA Guido Rasi til italienske RAI.

Også USAs chefvidenskabsmand Anthony Fauci var ude med kritik af briternes fremgangsmåde, men den har han siden trukket tilbage.

Den britiske regerings videnskabschef, Jonathan Van Tam, mener at kunne spore en vis grad af misundelse i kritikken. Han fastholder, at briterne har gjort alt efter bogen, og udtaler til BBC, at han mener, at vaccinationerne på få måneder vil kunne forhindre op til 99 procent af alle covid-19-relaterede dødsfald.

Faktisk er hovedårsagen, til at Storbritannien kom først med godkendelsen, ifølge en førende britisk professor, at man kunne bero på EUs ekspertise, samtidig med at man grundet brexit har ansat ekstra mandskab. Derfor var briterne ualmindelig godt klædt på og i stand til at lave et såkaldt rolling review (løbende kontrol).

»Det arbejde, vi normalt ville udføre for EU, laver vi ikke længere, og derfor var der mulighed for at sætte ekstra meget mandskab på opgaven,« udtaler professor Evans fra London School of Hygiene and Tropical Medicine.

Der er tilsyneladende mere godt nyt på vej til briterne. En meget omtalt vaccine, udviklet af Oxford University og AstraZeneca, forventes godkendt af de britiske myndigheder senere på ugen. Den vil i givet fald blive taget i brug umiddelbart efter.

Det vil give briterne et yderligere forspring i forhold til resten af EU. De britiske myndigheder har bestilt 100 millioner doser af vaccinen, nok til at vaccinere alle voksne. Danmark har bestilt 2,6 millioner doser af Oxford-vaccinen, men ligesom Pfizers vaccine afventer den godkendelse i EMA.