Først var der knivdrabet begået på den kun 18-årig studerende Henry Nowak begået af Vickrum Digwa, der er indisk sikh.  

Sent mandag aften blev Storbritannien så igen ramt af en brutal voldshandling. 

Et drabsforsøg på åben gade i den nordirske hovedstad Belfast, hvor en mand af sudanesisk oprindelse stak et tilsyneladende tilfældigt offer i ansigtet og halsregionen.

Det hele blev optaget på video, og støder man på den uredigerede version på sociale medier ses brutaliteten: 

Hvordan den sudanesiske mand med et manisk udtryk i øjnene sidder på offerets bryst og stikker løs med en kniv i hals og hovedregionen. Der er blod ud over hele ansigtet.  

Britiske medier har været hurtige til at kalde det for et forsøg på halshugning.

»Det har selvfølgelig været super skræmmende for briterne at se,« siger Lone Theils, der er journalist, forfatter og mangeårig korrespondent i London.

Offeret blev med nød og næppe reddet af forbipasserende, som slog gerningsmanden med en kæp. Siden blev han anholdt af politiet og er sigtet for drabsforsøg. 

De to sager har ført til store uroligheder i Belfast, hvilket premierminister Keir Starmer har fordømt.

Men de har også antændt en hidsig debat om indvandring i Storbritannien. 

Lederen af Reform UK, Nigel Farage, har kaldt handlingen »barbarisk« og stillet sig kritisk over for, hvorfor den sudanesiske mand overhovedet har en opholdstilladelse. 

Spørger man Lone Theils er der en bred opbakning til den linje. 

Optøjer i den nordirske hovedstad Belfast i kølvandet på et drabsforsøg begået af en sudanesisk mand.  
Optøjer i den nordirske hovedstad Belfast i kølvandet på et drabsforsøg begået af en sudanesisk mand.   Paul Faith/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi ser i meningsmålingerne, at Nigel Farage står til 24 procent af stemmerne. Så selvom det er nogle af de yderlige stemmer, der råber mest op, så tyder det på, at der i den britiske befolkning er opbakning til, at der bliver strammet op,« siger hun.

Og kigger man på de tørre tal, så har demografien i Storbritannien også ændret sig markant de seneste ti år.

Millioner af ikke EU-borgere er strømmet til Storbritannien. 

Ifølge de officielle tal eksploderede indvandringen fra 2021 til 2023. 

Da den peakede fra september 2022 til september 2023 kom der mere end 1,2 million indvandrere til Storbritannien, som ikke havde rødder i EU-lande.

Derudover har der været en stor illegal indvandring fra migranter og asylansøgere, der ankommer i både fra Frankrig.

Ifølge kritiske røster på den politiske højrefløj - som blandt andet tæller aktivisten Tommy Robinson - fører indvandringen fra særligt muslimske lande til kriminalitet og utryghed.

En af forklaringerne på den store indvandring er Brexit-afstemningen i 2016, hvor Storbritannien valgte at træde ud af EU. Nu skulle Storbritannien vogte over egne grænser.

Men det blev kontraproduktivt. 

Da Storbritannien forlod EU, blev landet nødt til at hente arbejdskraft fra andre steder i verden. Polakkerne tog hjem, og i stedet kom der pakistanere, indere og nigerianere.

»Man manglede simpelthen arbejdskraft på eksempelvis hospitalerne og i landbruget. Der var ikke nogen til eksempelvis at plukke jordbær, og derfor måtte Storbritannien hente arbejdskraft fra lande uden for EU,« siger Lone Theils.

Nigel Farage kan sagtens blive en kommende premierminister ifølge meningsmålinger. 
Nigel Farage kan sagtens blive en kommende premierminister ifølge meningsmålinger.  Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Altså kom der flere indvandrere med en anden kulturel baggrund end den, der kendetegner den hvide majoritetsbefolknings.

»Det var ikke lige planen med Brexit. Det handlede jo netop om at få styr på grænserne,« siger Lone Theils.

Og skæbnens ironi er, at Nigel Farage netop var bannerfører for at få Storbritannien ud af EU. 

Nu stormer Farage så frem i meningsmålingerne med en politik, der skal stoppe det Frankenstein-monster, han selv har skabt.

Graffiti i Belfast dagen efter et drabsforsøg på en tilfældig mand på gaden begået af en sudanesisk mand. 
Graffiti i Belfast dagen efter et drabsforsøg på en tilfældig mand på gaden begået af en sudanesisk mand.  Alan Lewis Belfast/Splash/Ritzau Scanpix

»Det er ikke for meget at sige, at han selv - delvis - er årsag til de problemer, han nu bekæmper,« siger Lone Theils.

Nigel kræver markante stramninger af landets indvandringspolitik. Blandt andet fordi Storbritannien ifølge Lone Theils døjer med de samme udfordringer som andre vesteuropæiske lande.

»Briterne er meget rummelige og har en høj tolerance i forhold til andre kulturer. Men frustrationen er der og bunder også i dårlig integration og en modvilje mod islam,« siger Lone Theils.

Hun kommer med en anekdote.

»For noget tid siden kørte jeg med en pakistansk taxachauffør, som ikke kunne tale engelsk, selvom han havde været 30 år i Storbritannien. Han havde ingen britiske venner og så kun andre pakistanere. Det siger noget om de parallelsamfund, der er i Storbritannien,« siger Lone Theils.

Den daværende og nuværende britiske regering har allerede strammet op på blandt andet visareglerne, og der har været et markant fald i indvandringen i 2024 og 2025.

Gerningsmanden til drabet på Henry Nowak fik fængsel på livstid med en minimumsstraf på 21 års fængsel.