Da Tom Hagen for et år siden kom hjem til sit hus i Lørenskog udenfor Oslo, var hans hustru, Anne-Elisabeth Hagen, væk.

I stedet fandt han et trusselsbrev fra en eller flere ukendte personer, som fortalte ham, at de havde taget hans kone.

Brevet har længe været det norske politis vigtigste spor i jagten på den forsvundne milliardærfrue.

Politiet har flere gange udtalt sig om indholdet af brevet, men har ikke villet dele specifikke detaljer med offentligheden.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
Vis mere

Men nu har TV 2 Norge fået fingrene i et uddrag af brevet, som angiveligt skal være skrevet på gebrokkent norsk og fyldt med stavefejl.

Det norske medie har valgt ikke at gengive brevet ordret, men der skulle stå noget lignende det følgende:

'Vi har din kone, Anne-Elisabeth. Hvis du vil se hende igen, skal du læse og følge disse instrukser. Hvis du involverer politiet eller medierne, sætter du pres på os.'

Forfatteren bag brevet skriver endvidere, at Anne-Elisabeth Hagen vil blive dræbt, hvis Tom Hagen kontakter politiet.

Brevet skal desuden indeholde detaljeret informationer om, hvordan Tom Hagen skal overføre ni millioner euro i kryptovaluta, mens der angiveligt også står, at hans hus bliver overvåget.

TV 2 Norge har kun set et kort uddrag af brevet, som angiveligt skal være adskillige sider langt.

Mediet har været i kontakt med politiet, som ikke vil kommentere indholdet i brevet. Samme meding kommer fra Hagen-familiens advokat, Svein Holden.

Den norske milliardærfrue forsvandt den 31. oktober 2018.

Politiets hovedteori var i første omgang, at hun var blevet kidnappet.

De har dog siden skiftet teori og tror nu, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt, og at gerningsmændene efterfølgende fik det til at ligne en kidnapningssag.

Den sidste person, som var i kontakt med Anne-Elisabeth Hagen var et familiemedlem, som snakkede i telefon med hende klokken 09.14.

Da Tom Hagen kom hjem omkring 13.30, var hans hustru væk.