Et brev kaster muligvis nyt lys over et drama, som onsdag fik dødelig udgang for en tysk mand.
Som Bild tidligere har beskrevet, rykkede politiet tidlig morgen massivt ud til en adresse i München, hvor en mand angiveligt satte ild til sine forældres hus. Én blev fundet død.
Det viser sig nu, at gerningsmanden ifølge Bild har skudt sin far og såret sin mor.
Mediet skriver i øvrigt, at det har fået fingrene i et brev gennem naboerne, som vækker mistanke om, at forbrydelsen er resultatet af en arvestrid.
Ifølge Bild opstod der natten til onsdag flere eksplosioner i det pågældende område, og brandvæsenet blev alarmeret om en brændende bygning omkring klokken 4.40.
Mediet har delt flere billeder af udbrændte køretøjer.
Politi og brandvæsen har på X tidligere bekræftet at være til stede i området til en aktion, men de nærmere detaljer om motiv er ikke bekræftet.
I det omtalte brev hos gerningsmanden blev der også antydet en forbindelse til Oktoberfesten, der af denne grund er aflyst onsdag - foreløbig frem til klokken 17. Ifølge Bild drejer det sig om en bombetrussel.
Politifolk med hunde og militæreksperter gennemgår lige nu festområdet, inden der skal tages stilling til, om festlighederne kan genoptages onsdag aften.
Der er indsat op til 500 betjente og 50 hunde.