Højesteret har afvist en anke fra den dømte massemorder Anders Behring Breivik.
Det melder norske Aftenposten.
»Afgørelsen betyder, at retssagen ved de norske domstole er afsluttet, og det er vi meget glade for,« siger Kristoffer Nerland, advokat for Regjeringsadvokaten, til mediet.
Breivik tabte i Lagmannsretten i januar, og det var anden gang, han tabte en sag til den norske stat om forholdene, han afsoner under.
Her mente han blandt andet, at det var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) at placere ham i en isolationscelle.
Anders Behring Breivik blev dømt til 21 års fængsel i 2012 for at have slået 77 personer ihjel i Oslo og på den norske ø Utøya.
Det skete i juli 2011.
Han har nu taget navnet Far Skaldigrimmr Rauskjoldr of Northriki.

