Der er positive anmeldelser over hele linjen til "Breaking Bad"-skaber Vince Gilligans nye tv-serie "Pluribus", der har fået premiere i denne uge.
Det fremgår af filmhjemmesiden Rotten Tomatoes, hvor serien har fået 100 procent positive anmeldelser.
Siden samler filmanmeldelser til en samlet score.
"Pluribus" beskrives som en postapokalyptisk science fiction-serie.
I serien følger man romanforfatteren Carol Sturka, der er en af 12 personer i verden, der er immune over for et virus. Virusset relaterer sig til rumvæsener, og det gør de inficerede fredelige og tilfredse.
Hovedpersonen spilles af Rhea Seehorn, der også var blandt de medvirkende i Gilligans anden tv-succes "Better Call Saul".
BBC kalder Gilligans nye skud på stammen "en af 2025's mest begavede serier".
Mediets anmelder giver "Pluribus" fem stjerner og fremhæver især seriens kritik af kunstig intelligens.
Det amerikanske underholdningsmedie Variety roser serien for sin eksperimentelle facon og for hovedpersonens præstation.
- Det er en fryd at se et talent som Seehorn få et lærred, som det, hendes talent fortjener, skriver anmelderen.
Også herhjemme får serien og hovedrolleindehaveren ros.
Politikens anmelder kalder serien intelligent, sorgfuldt meningsfuld og sjov og giver den fem ud af seks hjerter.
Anmelderen beskriver en trang til at afsløre seriens plot, men vil ikke snyde læseren for fortællingens overlegne spænding, skønhed og kamp med eksistens.
- Man er fra starten dybt følelsesmæssigt engageret i Carols skæbne og nye virkelighed, der er en form for "Palle alene i verden"-fortælling, hvis Palle altså valgte ensomheden, i stedet for - som i alle memes'ne - at underkaste sig rumvæsenerne, skriver anmelderen.
Tv-serien kan ses på streamingtjenesten Apple TV.
/ritzau/
