Ekspræsident Luiz Inacio Lula da Silva vendte onsdag tilbage i Brasiliens politiske liv med et svidende angreb mod den siddende konservative præsident, Jair Bolsonaro.

Han er en "tåbe", der har håndteret coronaudbruddet i Brasilien elendigt, lyder det blandt andet fra Lula.

Det siger den venstreorienterede ekspræsident på sin første pressekonference, siden en dommer ved Brasiliens højesteret mandag besluttede at ophæve alle domme mod ham.

Det åbner op for, at Lula nu igen kan træde ind i det politiske liv og stille op til valg.

Tidligere meningsmålinger har vist, at Lula - trods korruptionsdommene mod ham - er mere populær end Bolsonaro.

På onsdagens pressemøde retter Lula en skarp kritik mod den nuværende præsidents håndtering af økonomien og ikke mindst coronapandemien.

Bolsonaro har gentagne gange nedtonet faren ved pandemien, ignoreret eksperternes råd om, hvordan man bedst inddæmmer den, og på det seneste også sået tvivl om vaccinerne.

- Følg ikke nogen af de tåbelige beslutninger fra præsidenten eller sundhedsministeren. Bliv vaccineret, siger Lula.

Den tidligere metalarbejder og fagforeningsleder var Brasiliens præsident fra 2003 til 2011. Under hans ledelse oplevede Brasilien et økonomisk boom, og millioner af mennesker blev hjulpet ud af fattigdom.

Onsdag afviser han at give et klart svar på, om han vil genopstille ved valget næste år.

Men han siger, at han vil "kæmpe utrætteligt" for Brasilien.

Lula siger også, at han gerne vil rejse rundt i Brasilien og tale med almindelige mennesker, og at han også gerne tager en snak med repræsentanter fra erhvervslivet.

Han tilføjer, at han er villig til at tale med alle - især alle, der vil være med til at komme af med Bolsonaro, siger han.

Selv om Lula meget vel kan tænkes at forsøge sig med et politisk comeback, er han også en kontroversiel figur.

Mange har svært ved at forstå, hvordan han kunne blive idømt i alt 26 års fængsel i flere forskellige sager, men slippe med at afsone omkring et år, hvorpå dommene nu er ophævet.

Brasiliens statsanklager har anket den afgørelse til landets forfatningsdomstol.

/ritzau/AFP