Tirsdag registrerede Brasilien et rekordhøjt antal dødsfald blandt personer med covid-19, og onsdag har landet rundet endnu en trist coronamilepæl.

I alt har flere end 300.000 brasilianere smittet med covid-19 nu mistet livet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er det næsthøjeste dødstal i verden efter USA.

Kigges der på antallet af dødsfald i forhold til indbyggertallet, er det dog andre lande, som er hårdere ramt af coronadødsfald.

Lande som Tjekkiet, Ungarn og Belgien har alle registreret flere dødsfald blandt smittede, når det opgøres per million indbyggere i landene.

Brasilien er hårdt ramt af corona og har siden februar oplevet en voldsom stigning i antallet af nye smittetilfælde.

I øjeblikket sker hver fjerde coronadødsfald i verden i Brasilien.

Tirsdag afgik flere end 3200 smittede personer ved døden. Det var første gang, at coronadødstallet oversteg 3000 på 24 timer.

Meldingen kom, samme dag som præsident Jair Bolsonaro indsatte sin fjerde sundhedsminister under pandemien. Det er 55-årige Marcelo Queiroga.

Onsdag løftede han sløret for, at han har et mål om, at der skal kunne vaccineres en million brasilianere om dagen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil præsident Bolsonaro oprette et kriseudvalg. Det skal være med til at håndtere pandemien. Bolsonaro er under krisen blev kendt for sin modstand mod nedlukninger og mundbind.

Udviklingen i epidemien har skabt frygt for en iltkrise i Brasilien. Tirsdag advarede statsanklageren om, at iltbeholdningen i seks af landets 27 delstater var på et "bekymrende" lavt niveau.

I Brasilien, hvor der bor over 200 millioner indbyggere, er 1407 smittede døde per million indbyggere ifølge statistiktjenesten Worldometer.

I Tjekkiet, Ungarn og Belgien, som er nogle af de lande, der er forholdsvis hårdest ramt, er tallet henholdsvis 2355, 1965 og 1958.

/ritzau/