Borgmesteren i en lille brasiliansk by tog politikken til et højere niveau, da han kæmpede en MMA-kamp i en oktagon mod en tidligere byrådspolitiker.

Simao Peixoto er borgmester i byen Borba og har længe haft en politisk diskussion med Erineu 'Mirico' Da Silva.

Det blev bare for meget, da Da Silva uploadede en video, som kritiserede Peixotos ledelse af Balneario do Lira, som er en strandresort, der er blandt byens største turistattraktioner. Det skriver AFP.

Den 39-årige Peixoto skød straks tilbage med en udfordring: en mixed martial artskamp (MMA) i en oktagon (ottekantet ring) med både dommer og fans uden om ringen. Det skriver avisen Diario do Nordeste.

Kampen, der gik over tre runder, blev afholdt i de tidlige timer i søndags i byens sportscenter. Der stod en stor gruppe fans klar til at få de to kamphaner til at gå til sagen.

Peixoto, der selv er stor fan af mixed martial arts – og som ofte optræder i politiske reklamer med boksehandsker på – kom ind i ringen og stampede på måtten. Han lavede også en gestus med hånden, som om han skar modstanderens hals over.

Det blev alt sammen vist på en video af kampen – som selvfølgelig blev lagt online.

De to mænd stillede op i bar overkrop og spildte ikke tiden. De slog straks ud efter hinanden, men blev hurtigt trætte.

Peixoto sagde efter kampen, at den blev afviklet for at promovere sportsgrenen. Den var også for velgørenhed, for publikum blev bedst om at give mad til fattige.

Men der var også en del, som slet ikke fandt det morsomt.

Sundhedsmyndighederne i Amazonas har krævet en forklaring fra byen.

En forklaring på, at en indendørs begivenhed med en masse fans uden mundbind, der åbenlyst overtrådte corona-afstandsreglerne, har kunnet finde sted.

Andre kritiserede begivenheden for at gøre brasiliansk politik til en ren boksekamp.

»Der var kun tabere i denne kamp,« skriver nyhedsmagasinet Veja.

Andre læser også