Især et ord har vakt opsigt i en mail fra Richard Branson til den berygtede sexforbryder Jeffrey Epstein.
Harem.
For lige præcis dét ord brugte den britiske mangemilliardær til at betegne en gruppe kvinder, skriver flere britiske medier som The Guardian, Independent og Sky News.
»Det var virkeligt rart at se dig i går. Jeg vil altid meget gerne se dig, hvis du er i nærheden,« lyder det i en mail fra september 2013 – med tilføjelsen:
»Så længe du medbringer dit harem.«
Det er kommet frem i den seneste frigivelse af de såkaldte Epstein-dokumenter fra de amerikanske myndigheder i fredags.

Tidligere er også billeder, hvorpå Richard Branson og Jeffrey Epstein optræder, i ferielignende omgivelser kommet frem. Se herover.
Videre viser den nyligt fremkomne mailkorrespondance mellem de to, at den britiske Virgin-stifter ikke var helt ubekendt med den blakkede fortid hos den amerikanske forretningsmand, der i 2008 fik en dom for rufferi af blandt andre mindreårige.
»Jeg tror, at hvis Bill Gates var villig til at sige, at du har været en strålende rådgiver for ham, at du for mange år siden begik en fejl ved sove med en 17,5-årig kvinde og blev straffet for det, så har mere end lært lektien og har ikke forbrudt dig mod loven siden,« lyder det fra Richard Branson:
»Ja, som singlefyr virker til at have en forkærlighed for kvinder, men det er der ikke noget galt med.«
Efter at oplysningerne om korrespondancen er kommet frem, har Richard Bransons bagland reageret.
I en udmelding lyder det, at brugen af ordet »harem« skulle referere til en gruppe af tre voksne personer i Jeffrey Epsteins team, som han selv havde brugt betegnelsen om.
Videre lyder det, at Richard Branson og hans nu afdøde hustru, Joan Branson kun havde sporadisk kontakt med Jeffrey Epstein for mere end 12 år siden.
Og at det kun var i forretningssammenhæng.
Herefter bliver det slået fast, at da Branson-ægteparret fik nærmere kendskab til beskyldningerne mod Jeffrey Epstein, afbrød de al kontakt.
»Richard mener, at Epsteins handlinger var afskyelige, og støtter de mange ofres kamp for retfærdighed.«

