Den nuværende brændstofblokade i Cuba får turister til at forlade østaten. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Cubanerne har oplevet længerevarende strømafbrydelser og manglende brændstof. Det betyder, at mange af øens hoteller står tilbage med tomme værelser på grund af den manglende turisme.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det omkring 30 hoteller, som er uden gæster.
Tidligere har Cuba meddelt internationale flyselskaber, at de ikke har mulighed for at tanke i Cuba på grund af energikrisen, som øens manglende olieforsyninger har medført.
Flere lande har desuden frarådet rejser til Cuba.
Blandt de lande, som fraråder unødvendig indrejse til Cuba, er Storbritannien, Canada og USA.
Cuba lider under et hårdt pres på deres olieforsyninger. Det sker som følge af USA's anholdelse af Venezuelas tidligere præsident Nicolas Maduro.
USA blokerede derefter alle olieforsyninger til Cuba, som har tætte bånd med Venezuela.
USA's præsident, Donald Trump, ønsker at lægge mest muligt pres på den kommunistiske østat, og har ikke lagt skjul på, at han ønsker at udskifte magthaverne i Cuba.
Trump har truet med told mod lande som ønsker at hjælpe Cuba. Det er sket for at øge presset på Cuba og afskære øen for olie.
Ifølge AFP udtrykker FN dyb bekymring for Cubas socioøkonomiske krise.
Det russiske nyhedsmedie Tess oplyser fredag, at Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Alexeyevich Ryabkov, udtaler, at Rusland vil hjælpe Cuba med nødhjælp.
Ud over nødhjælpen er russerne også forberedt på at sende olie til Cuba. Det skriver den russiske nyhedsavis Izvestia ifølge Reuters.
Rusland og Cuba har i mange år været nært allieret.
Talsmand for Ruslands præsident udtalte sig tidligere i februar om kontakten mellem de to lande.
- Vi opretholder intensiv kontakt med vores cubanske venner gennem diplomatiske og andre kanaler, siger Dmitrij Peskov.
Det danske udenrigsministerium har ingen rejsevejledning for Cuba, men opfordrer til, at man holder sig orienteret. Det oplyser ministeriet på sin hjemmeside.
