Julen 2020 bliver meget anderledes end tidligere. Rigtig mange lande befinder sig i den anden bølge af coronavirus, og derfor har regeringer verden over lavet restriktioner for juletiden for at forhindre yderligere smittespredning.

Det havde man også i Storbritannien, men nu har premierminister Boris Johnson givet briterne en tidlig julegave: Nu må man samles fra tre forskellige husstande hen over julen.

Dette er dog stik mod anbefalingerne fra den britiske regerings såkaldte videnskabelige rådgivningsorgan for nødsituationer (Scientific Advisory Board for Emergencies, også kaldet Sage).

Det skriver det engelske medie The Guardian.

For ifølge Sage kan det skabe en reel smittefordobling blandt briterne. Sage havde allerede inden Johnsons julegave givet ham dokumenter, der netop anbefalede det modsatte: Drop lempelser hen over julen.

»Enhver lempelse i juleferien vil resultere i forøget smitte og forøget tilstedeværelse (af coronavirus, red.), potentielt i stort omfang,« lyder det i dokumenterne fra Sage, der baserer sine dokumenter på modelberegninger.

Det statslige rådgivningsorgan vurderede samtidig, at hvis de enkelte husstande vælger at samles under samme tag med blot én anden husstand – og ikke tre, som Johnson har givet lov til – så bliver de nødt til at skære ned på deres øvrige kontakter for at stoppe smittespredningen.

Faktisk bør de skære så meget ned, at de overhovedet ikke ser andre mennesker end dem, de vælger at samles ekstraordinært med i julen.

15.871 personer er konstateret smittet med coronavirus, og 521 er døde med corona, i løbet af det seneste døgn i Storbritannien.