Storbritannien og dets allierede bør sende tropper til Ukraine nu. 

Sådan lyder meldingen fra den tidligere britiske premierminister Boris Johnson i et interview i programmet Sunday, skriver BBC.

Ifølge Johnson bør der indsættes fredelige styrker i de dele af Ukraine, der ikke er aktive krigszoner, og med en klar fredsbevarende rolle.

»Hvis vi kan have en plan for tropper på jorden efter krigen, efter at Putin har nedladt sig til at indgå en våbenhvile, hvorfor så ikke gøre det nu?« siger han.

Den britiske regering arbejder i øjeblikket sammen med sine allierede om at planlægge en såkaldt »koalition af villige«.

Planen er, at koalitionen skal kunne stille styrker til rådighed for at bevare fred og stabilitet i Ukraine, men først hvis der indgås en egentlig fredsaftale.

Boris Johnson var selv premierminister på tidspunktet for invasionen. 

Få dage før krigens fireårsdag sagde han, at konflikten muligvis kunne være undgået, hvis de vestlige lande tidligere havde reageret på Vladimir Putins stigende aggression – herunder annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Ifølge Johnson har de vestlige allierede, trods bred britisk opbakning, været for langsomme og for forsigtige i deres støtte til Ukraine.