De to kandidater til at overtage fra Theresa May er fundet i Storbritannien. Michael Gove er elimineret.

Storbritanniens næste premierminister kommer til at hedde enten Boris Johnson eller Jeremy Hunt.

Det står klart, efter at Det Konservative Parti i Storbritannien torsdag for femte gang har stemt om, hvem der skal være kandidat til at overtage Theresa Mays post som konservativ partileder og premierminister.

55-årige Boris Johnson, der i høj grad personificerede modstanden mod EU op til folkeafstemningen i 2016, er tidligere britiske udenrigsminister.

52-årige Hunt er den nuværende britiske udenrigsminister.

Feltet af kandidater er de seneste knap to uger blevet skåret ned fra ti officielle kandidater til de endelige to, Johnson og Hunt.

Torsdag blev først indenrigsminister Sajid Javid skåret fra. Og ved den femte afstemningsrunde var det så miljøminister Michael Gove, der blev elimineret.

Boris Johnson fik - ligesom ved tidligere afstemninger - klart flest stemmer.

Han blev topscorer med 160 styk. Det var til gengæld helt tæt mellem Hunt og Gove, der fik henholdsvis 77 og 75 stemmer.

- Jeg er dybt beæret over at have sikret mig mere end 50 procent af stemmerne ved den sidste afstemningsrunde.

- Jeg ser frem til at komme rundt i Storbritannien og fremlægge mine planer om at få gennemført brexit, om at forene vores land og om at skabe en lysere fremtid for os alle, skriver Boris Johnson på Twitter.

Johnson er favorit til at blive partileder og Storbritanniens næste premierminister. Han har sagt, at Storbritannien forlader EU senest ved deadline den 31. oktober - med eller uden en brexitaftale.

Hunt gik oprindeligt ind for, at Storbritannien skulle forblive en del af EU. Nu har han dog også lovet, at han vil få gennemført brexit.

Det bliver medlemmerne af Det Konservative Parti landet over, der ved en urafstemning i juli skal vælge mellem de to bedst placerede kandidater.

Vinderen præsenteres tidligst den 22. juli.

/ritzau/Reuters