Jacob Frey, som er borgmester i Minneapolis i delstaten Minnesota, har talt i telefon med USA's præsident, Donald Trump.

De to drøftede de amerikanske immigrationsmyndigheders hårde kurs i byen - og borgmesteren blev lovet, at nogle af de indsatte betjente kommer til at forlade Minneapolis.

Det siger Frey ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

Frey bad i opkaldet Trump om at stoppe indsatsen mod immigranter i byen, og Trump erklærede sig ifølge borgmesteren enig i, at den nuværende situation ikke kan fortsætte.

Minneapolis er den seneste tid blevet et centrum for Trumps intensiverede kamp mod ulovlige migranter i USA.

Præsidentens administration har sendt tusindvis af føderale betjente fra grænsepolitiet og immigrationsmyndigheden ICE til byen, hvor de udfører ransagninger for at anholde migranter.

Byen har været præget af demonstrationer mod indsatsen, og spændingerne er vokset, efter at grænsepolitiet lørdag morgen lokal tid skød og dræbte den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti på gaden.

I begyndelsen af januar blev Renée Good, en 37-årig amerikansk kvinde, desuden skudt og dræbt af en ICE-betjent - også i Minneapolis.

Jacob Frey siger ifølge AP, at nogle af de føderale betjente vil begynde at forlade byen tirsdag. Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange betjente det vil dreje sig om.

Borgmesteren siger samtidig, at han fortsat vil skubbe på for at få flere myndighedsansatte og betjente, som er en del af Trumps indsats, til at forlade byen.

Også Trump beretter om mandagens opkald. I et opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social, skriver Trump sent mandag aften dansk tid, at han netop har afsluttet et rigtig godt opkald med Jacob Frey.

- Der sker stor fremgang! Tom Homan vil mødes med ham i morgen for at fortsætte drøftelserne!, skriver Trump.

Trump har ikke umiddelbart bekræftet, at han trækker nogle betjente ud af byen.

Tom Homan er USA's grænsechef. Trump meddelte tidligere mandag, at Homan udsendes til Minnesota for at samarbejde med de lokale myndigheder.

/ritzau/