Omkring 600.000 mennesker er flygtet ud af Ukraines hovedstad, Kyiv, i løbet af januar.
Det siger Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, i et interview tirsdag med nyhedsbureauet AFP.
Der vurderes at bo over tre millioner mennesker i Kyiv.
- Ikke alle har mulighed for at forlade byen, men lige nu er befolkningen mindsket, siger borgmesteren.
- Temperaturen er næsten minus 20, og Putin bruger det til at nedbryde modstandskraften, drive folk ud i depression og skabe spændinger i samfundet, fortsætter Klitsjko.
Tidligere på måneden opfordrede han borgere i Kyiv - med mulighed for at finde andre varmekilder - til at søge ud af byen midlertidigt på grund af russiske angreb på ukrainske energianlæg.
Opfordringen kom 9. januar, hvor en sværm af missiler og droner havde forårsaget omfattende varme- og elafbrydelser.
Imens var temperaturen langt under frysepunktet.
Flere tusinde boligblokke var uden varme.
Også tirsdag er der omfattende afbrydelser i hovedstaden, og det ukrainske parlament er ifølge formanden, Ruslan Stefantjuk, uden varme, vand og el.
Lange strømafbrydelser er blevet ganske hyppige, siden Rusland begyndte systematisk at ramme ukrainske energianlæg i 2022.
Men nogle borgere siger, at de blot har strøm mellem en og to timer om dagen nu - hvis de overhovedet har det.
Journalister fra AFP har set lukkede butikker og restauranter på grund af afbrydelser. De har også set slukkede trafiklys og gadebelysning om natten.
- Prøv at forestille dig ikke at have el og vand i dit hjem, siger Klitsjko.
- Man kan ikke tage bad. Dine radiatorer er kolde. Situationen er meget kritisk, fortsætter han.
- Vi kæmper for at overleve og at give de basale tjenester tilbage til folk - varme, vand, el.
Klitsjko, der er tidligere bokser med VM-titler i flere forbund, har været kritiseret af præsidentadministrationen for byens reaktion på angrebene.
Han forklarer, at den rigtige løsning på problemet ville være at opbygge et nyt energisystem. Men det er ikke muligt midt i en krig, og imens gør de lave temperaturer reparationsarbejdet svært.
/ritzau/AFP
