Efter drabet på 31 mennesker ved to masseskydninger i USA skærper Uruguay og Venezuela deres rejsevejledninger

Myndighederne i Uruguay og Venezuela advarer dets borgere om rejser til USA. Det sker efter to masseskydninger i USA i weekenden, som har kostet 31 mennesker livet.

Meget tyder på, at det ene angreb i Texas var rettet mod latinamerikanere. Her er 22 døde.

I en vejledning fra Uruguays udenrigsministerium hedder det, at man bør undgå byer som Detroit, Baltimore og Albuquerque. De regnes ifølge magasinet Ceoworld blandt de 20 farligste byer i verden.

Generelt opfordres de rejsende til at være ekstremt påpasselige under rejser i USA "over for vilkårlig vold, hadforbrydelser, herunder racisme og diskrimination, som har kostet over 250 mennesker livet i de første syv måneder af i år".

I en erklæring fra Venezuelas udenrigsministerium opfordres borgere til at "udsætte rejser" til USA i lyset af "volden og vilkårlige hadforbrydelser", skriver AP.

Ud fra navnene kan man konstatere, at de fleste af de 22, der blev dræbte i El Paso, Texas, lørdag, havde latinamerikanske navne.

Den 21-årige, som skød, havde lagt, hvad der af politiet beskrives som et manifest på en hjemmeside. Her kalder han indvandring til USA fra Latinamerika en "invasion".

Kritikere i USA påpeger, at præsident Donald Trump har fremmet hadet til latinamerikanske indvandrere ved konstant at omtale dem som kriminelle og voldtægtsforbrydere.

/ritzau/Reuters