Kinas ambassadør var gæst på hotellet, men var ude til møde, da eksplosionen fandt sted, oplyser minister.

Mindst fire mennesker er dræbt, og adskillige andre er såret, i et bombeangreb mod et luksushotel i det sydvestlige Pakistan. På hotellet er blandt andre den kinesiske ambassadør indlogeret.

Det oplyser embedsmænd sent onsdag aften lokal tid.

Eksplosionen fandt sted på hotellets parkeringsplads.

Hotellet med navnet Serena, som er en del af en kæde af luksushoteller i Pakistan, ligger i byen Quetta, som er hovedstad i den uroplagede provins Baluchistan. Her har militæret kæmpet mod oprørere i et årti.

- Mindst fire mennesker er blevet dræbt, og 12 andre er blevet såret, siger Pakistans indenrigsminister, Sheikh Rashid Ahmed.

Han kalder angrebet for "en terrorhandling".

- En kinesisk delegation på omkring fire personer ledet af ambassadøren boede på hotellet. Ambassadøren var ude til et møde, da eksplosionen fandt sted, fortæller indenrigsministeren.

Azhar Ikram, som er en højtstående politiansat i Quetta, bekræfter dødstallet.

- Den indledende efterforskning peger på, at der er tale om en IED (improviseret sprængladning, red.), som var anbragt i et køretøj, siger han.

Ingen gruppe har endnu taget skylden for angrebet.

Trods sine naturlige ressourcer er Baluchistan en fattig provins. Det er årsag til stor frustration blandt indbyggerne, som klager over, at de ikke får del i en rimelig andel af provinsens gas- og mineralformue.

Vreden har fået næring af milliarder af dollar fra kinesiske interesser, der strømmer ind i regionen gennem den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor (CPEC).

De lokale selv siger, at de ikke drager megen nytte af dette, eftersom de fleste nye job går til folk udefra.

I 2019 stormede bevæbnede mænd et luksushotel med udsigt over et af CPEC's store projekter - en dybvandshavn i Gwadar, som giver Kina strategisk adgang til Det Arabiske Hav - og dræbte otte mennesker.

Og i juni sidste år angreb oprørere fra Baluchistan Pakistans børs, som er delvist ejet af kinesiske virksomheder.

Baluchistans Befrielseshær tog skylden for begge angreb.

/ritzau/AFP